I forbindelse med min fratræden (pension) blev jeg indstillet til: Fortjenstmedaljen i Sølv, da jeg i 40 år havde været ansat på samme skole.

I den anledning var jeg i København for at takke Dronningen. Da hun var syg, var det kronprins Frederik, der i hendes fravær stod for audiensen.

Efterfølgende skulle jeg udarbejde en levnedsberetning, der skulle sendes til Ordenskapitlet.

Denne beretning indsættes herved.

 

Her er jeg sammen med mine 2 brødre

 

Tina og Lasse ved Lasses barnedåb

Levnedsberetning i forbindelse med dekorering F.M.2, den 26. oktober 2005, for:

Lis Oddershede, f. Kristensen, 170342,

Stationsvej 23, 2., 1

9500 Hobro         

Mine forældre, Paul Kristensen og Gerda, Viola, Rigmor Enevoldsen, blev gift i 1938 i Århus. De havde næsten opgivet at få børn, da jeg endelig blev født 17. marts 1942. Jeg blev født på Fødselsstiftelsen i Århus.

Vi boede på 4. sal i en ejendom i Falstersgade 50, i en 2 ½ værelseslejlighed.

Før ægteskabet havde min mor arbejdet mange år på en chokoladefabrik i Århus. Men da hun blev gift, fik hun tidlig morgenrengøring på Oliefabrikken i Århus. Min far arbejdede på en maskinfabrik i Finlandsgade. Jeg fik senere 2 brødre, Paul Henning født  12. januar 1946 og Torben født 27. oktober 1950.

Vi havde en god barndom. Der var ikke mange penge, men sådan var det jo for de fleste familier, som vi kom i berøring med. Vi havde alle vores 4 bedsteforældre hele vores barndom, og jeg havde et specielt forhold til min mors forældre. De boede i Sjællandsgade meget tæt på mit barndomshjem. Jeg kom hos dem næsten hver dag.

Da jeg blev 7 år, skulle jeg i skole. Inden den tid havde jeg dog gået i børnehave. Den lå i min barndomsgade, og den ligger der sandelig endnu og er stadig børnehave.

Jeg kom til at gå i Samsøgades skole. Der var man delt op i rene pige- og drengeklasser. Jeg fik en fantastisk dejlig klasselærer ved navn fru Alstrup. Min skolegang var ikke speciel god. Det var virkelig den ”sorte” skole med mange lussinger. Der var ikke megen respekt, det var angst. Jeg kom senere i mellemskolen og realklassen.

I min fritid gik jeg til atletik og gymnastik. Jeg kom på det første børneelitehold i gymnastik i klubben Århus 1900. Senere kom jeg på det voksne elitehold. Jeg gik også på danseskole. Min danselærer hed Arne Ringgaard. Jeg opnåede at blive jysk mester i standarddanse. Arne Ringgaard’s barnebarn Vicki Jo Ringgaard blev senere meget kendt i fjernsynet i programmet ”Vild med dans”.

I mellemskolen fik jeg en helt ny og ung tysklærer , frk. Blønd, og hun kom til at betyde meget for mig både i skolen og i fritiden. Ligeledes havde hun stor betydning for mit senere valg af uddannelse.

Jeg havde en bedsteveninde lige fra 1. klasse, og vi fulgtes ad hele vejen igennem til vores afsluttende eksamen.

I løbet af min barndom gik det fremad for min far med hensyn til arbejde Han blev værkfører på fabrikken og fik lønforhøjelse. Han fik 250 kr. om ugen, og det var en god løn dengang. Vi børn kunne godt mærke, der blev lidt mere at gøre godt med.

På skolen var der hvert år skolefest, den blev holdt i Folkets Hus. I de små klasser var vi altid så benovede over at se de større børn spille skolekomedie på en rigtig scene i rigtige kostumer.

Da jeg gik i realklassen, skulle der spilles En søndag på Amager, og jeg fik hovedrollen som Lisbeth. Det var en kæmpeoplevelse. Vi skulle have kostumer på fra Århus Teater.

Efter endt realeksamen kom jeg på gymnasiet. Der var i Hasle ved Århus bygget et helt nyt gymnasium ”Århus Statsgymnasium”, og der kom jeg til at gå sammen med min veninde Anne Marie, som jeg startede i 1. klasse med. Vi kom begge fra en arbejderfamilie. Resten i vores klasse var ”overklassebørn”.

Mens jeg gik på gymnasiet, oplevede jeg en meget spændende ting. Man havde bestemt, at dette nye gymnasium skulle have kunst på væggene. Og tænk, til at skabe denne kunst, ansatte man Asger Jorn. I den meget store hal skulle der laves et kæmperelief. Materialet blev lagt på gulvet, og 2 italienere på scooter kørte rundt i det, og så blev det farvelagt. Det var enormt flot. Asger Jorn lavede også et scenetæppe til festsalen. Det var en stor oplevelse og sjovt at tænke på, da han jo senere blev verdensberømt.

I min familie gik det fint. Fabrikken, min far var værkfører på, skulle sælges. Der var en kontormand, der kom af en velhavende familie. Han kunne skaffe penge til købet, men havde ikke så meget forstand på det praktiske arbejde på fabrikken, så han spurgte min far, om han ville være med og stå for produktionen, så ville han tage sig af det pengemæssige. Sådan blev min far fabrikant. Det var stort i vores lille familie.

Produktionen blev flyttet til Mejlgade i det indre Århus, meget tæt på Domkirken. Det var forskelligt stansearbejde, og der blev ansat flere damer. Min mor arbejdede også der. Jeg kunne også tjene lidt lommepenge der.

På min fars fabrik kom de på et tidspunkt til at lave teskeer. Thorsen, ”Gale Thorsen”, Kurt Thorsen’s far, lavede stålvaske, og det, der blev tilovers, når en vask var stanset ud, kom ned på min fars fabrik, og der stansede man så teskeer ud af det. 

I 1962 fik jeg sproglig studentereksamen. Jeg var den første i vores slægt, der blev student. Nu skulle jeg så til at finde ud af, hvad jeg så skulle. Jeg havde en tante, som foreslog, at jeg skulle læse til lærer. Med min egen skolegang i tankerne var det nok det sidste, jeg havde lyst til. Men så kom jeg igen til at tænke på min dejlige tysklærer fra mellemskolen. Hun forstod at snakke med os, og vi havde dejlig respekt for hende, fordi vi elskede hende. Jeg tænkte da, at det jo godt kunne lade sig gøre at være lærer uden at være hård og bruge slående argumenter.

Min gode veninde Anne Marie og jeg besluttede os til at prøve at gøre en forskel, og vi meldte os ind på Århus Seminarium. Da vi var sproglige studenter, valgte vi selvfølgelig sprog som vores hovedfag. Vi valgte begge idræt som bifag..

Som student skulle man kun gå 3 år på seminarium for at få en lærereksamen. Vi sproglige studenter blev samlet i en klasse, fordi vi skulle have ekstra timer i matematik. Det var hårdt, fordi vi jo i gymnasiet ikke havde beskæftiget os med matematik. Midt i det 2. år skulle vi på ”græs”. Der var stor lærermangel på den tid, så derfor slog man to fluer med et smæk. Vi kunne hjælpe med at afhjælpe lærermanglen og kunne samtidig få et halvt år i praktik. Vi måtte godt selv finde et sted at være, og kunne vi ikke det, ville seminariet finde et sted til os. Mine forældre kendte nogle i Hanstholm, og der kom vi ofte op. 5 km. før Hanstholm var der en by, der hed Ræhr, og der søgte man lærere. Jeg syntes, det kunne være sjovt at komme på landet. Jeg havde jo hele mit liv boet i Århus. Jeg søgte og fik jobbet. Jeg skulle begynde januar 1964 og være der til sommerferien. Sammen med mig startede en pige fra Brovst og en mandlig lærerstuderende fra Nørre Nissum Seminarium. Hans forældre boede i Ræhr, og hans far var sognerådsformand, det der senere blev borgmester.

Vi to piger fik stillet en gammel skole til rådighed som bolig. Det var meget flot pludselig at få så meget plads. Vi kom godt ud af det med hinanden og hyggede os i fritiden.

Jobbet som lærer på Ræhr skole var en udfordring. Det var overbygningsskole for Hanstholm. Sjovt at tænke på, når man i dag ser, hvor stor Hanstholm er. Men det var før Havnens tid.

Altså jeg kom lige fra Århus, og jeg må sige, at børnenes sprog kom noget bag på mig. Dengang var der virkelig dialekt til, og jeg forstod i starten ikke ret meget af det

Som tiden gik udviklede den mandlige lærerstuderende og jeg et forhold, og inden vi sluttede vores halve år på ”græs” , var vi blevet forlovet. Vi havde så et år tilbage af vores uddannelse. Han skulle tilbage til Nørre Nissum og jeg til Århus. I hele dette sidste år kunne vi så kun være sammen nogle week-ender. Han kørte til Århus på scooter så ofte, det kunne lade sig gøre.

15. maj 1965 blev vi gift en måned før den endelige eksamen. Jeg skulle jo helst have mit giftenavn på beviset, når nu vi skulle ud og søge job. Vi kiggede i vores fagblad ”Folkeskolen” efter job. Vi ville gerne finde et sted, der lå midt mellem Ræhr og Århus. Vi fik øje på Vebbestrup, en landsby 10 km nord for Hobro. Vi ringede dertil og fik en aftale i gang med førstelæreren. Vi tog toget fra Århus til stationsbyen Doense, hvor førstelæreren hentede os i sin bil. Han fortalte om den nye skole,der lige var bygget. Den hed Vebbestrup Centralskole. Det var meget almindeligt, at man dengang samlede alle de små skoler, der lå rundt omkring, i en centralskole.

Skolen skulle 1. august 1965 starte den første 8. klasse, og det var lige noget for mig, da jeg gerne ville undervise i dansk, engelsk, tysk og idræt. Min mand var matematik- og fysiklærer, også fag der passede ind i en overbygning. Da vi tog hjem fra Vebbestrup, havde vi lærerjob fra 1. august med tjenestebolig. Tænk at få stillet et helt hus til rådighed til næsten ingen penge. Vores første månedsløn var på 1700 kr., og vores husleje var 80 k

Vi kom godt i gang og var glade for jobbet. I april 1966 fik vi vores første barn, Tina. Dengang havde man 6 ugers barsel. Det vil sige, hvis man gik fra før fødslen, blev den tid trukket fra. Så det gjaldt om at blive på jobbet så længe som muligt. Jeg var i skole mandag, og tirsdag morgen 18. april kom vores datter til verden. Jeg holdt ud, og jeg havde så hele 6 ugers barsel. Tænk på, hvad man har i dag. Da de 6 uger var gået, skulle jeg i skole igen, så det med at amme kunne ikke lade sig gøre mere. Barnet blev passet hos en kollega, der havde en ung pige i huset.

Efter sommerferien fik vi selv ung pige i huset. Hun boede hos os, så det var luksus. Vi kunne trygt gå på arbejde.

I 1971 fik vi vores andet barn Lasse. Også på det tidspunkt havde vi kun 6 uger. Så historien gentog sig. Jeg var i skole mandag og tirsdag morgen 30. marts blev Lasse født. Vi havde stadig ung pige i huset. Vi fik piger fra 9. klasse, som vi kendte. Vi havde blandt andet 3 piger fra samme familie.

I 1973 byggede vi selv hus i Vebbestrup og flyttede ud af tjenesteboligen.

Som ung forestiller man sig jo ikke, at man skal blive det samme sted altid. Det havde vi heller ikke regnet med. Men vi var glade for vores arbejde, og vores børn gik jo i skole, så der var ligesom ikke rigtig nogen grund til at flytte. Vi havde jo også skabt os en vennekreds..

Vi underviste begge to flere år i ungdomsskole om aftenen, og senere kom jeg til at undervise voksne i engelsk. En overgang havde jeg 3 hold. Det var spændende, men også lidt hårdt, når man samtidig underviste om dagen. Vores datter kom i lære på kontoret på Hobro politigård. Vores søn blev mekaniker.

I 1997 fik min mand kræft og døde i løbet af tre uger. Det var i sommerferien, og jeg passede ham hjemme, hvor han døde 12. juli 54 år gammel. Min mand havde altid sagt, at han ville opnå de 40 år på skolen, og jeg havde altid sagt, at jeg ville stoppe, når jeg blev 60 år.

Da han nu ikke opnåede det, tænkte jeg, at så måtte jeg jo gøre det. Men det var også lige ved at glippe, for i julen 2004 fik jeg konstateret kræft og blev opereret. Efterfølgende skulle jeg have 27 strålebehandlinger, så man sagde på hospitalet, at jeg ikke skulle regne med at komme i skole igen inden ferien. Jeg vil lige sige, at jeg havde besluttet at stoppe i 2005. I maj startede jeg igen på skolen og fik den sidste måned med. Jeg ville have en ordentlig afslutning på mine 40 år på Vebbestrup skole. Det fik jeg, og i dag har jeg det godt og bor i Hobro sammen med en dejlig mand, forhenværende politikommissær Jørgen Trap.