|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
Uge 43: Torsdag den 23. oktober 2008 Emnet var: Benzinpriser/Husdyrhold Efter en god og tiltrængt efterårsferie var der mange dagsaktuelle emner, der trængte sig på. Det er klart, at efter 14 dage, er der sket meget, som trænger til en god og saglig drøftelse. Ud over de sædvanlige emner som finanskrise, sygehusophold, pension, ungdommens opførsel og lignende emner, var der også dukket nye til. Et af emnerne var : fald i benzinpriserne. Nu lyder det måske lidt mærkeligt, at fald i benzinpriser kan give anledning til andet end positive bemærkninger. Et medlem hævdede, at et prisfald ville give anledning til skatteforhøjelse, for netop de høje benzinpriser, var en stor statslig indtægtskilde. Nu kræver det nok en lidt højere økonomisk indsigt, end kun kendskab til pension og aktieindtægt, for at kunne være med i denne diskussion. Det sluttede da også med en vis enighed om, at forhøjelse af benzinpriser måske slet ikke var så dårlig endda. Dog ville man hilse med tilfredshed, hvis der kunne laves en ordning, så pensionister via et kortsystem, kunne tilgodeses med en procentvis nedslag i dagsprisen. I øvrigt hørte jeg forleden en radioreporter, der i forbindelse med de faldende benzinpriser, talte med en kunde ved en tankstation. Reporteren spurgte kunden, hvad han syntes om de faldende priser. Til stor undren for mig svarede kunden, at det syntes han da godt om Det skabte også lidt debat, at der nu var fremsat forslag om, at køer skulle ud i det fri hver dag. Det kunne jo ikke helt udelukkes, at denne lov ville komme i strid med dyreværnsloven, idet det da ikke var sikkert, at koen eller køerne havde lyst til at komme ud, hvis vejret var regn, sne eller frost. Hvordan dialogen mellem koen/køerne skulle føres for at få en tilkendegivelse, om det lige var i dag, man havde lyst til ar komme ud, er der tilsyneladende ikke taget højde for. Da man nu var kommet ind på dyrehold, var det ganske nærliggende at kommentere de seneste undersøgelser vedrørende økologiske svins afføring, når de besørgede ude i det fri. Der har undersøgelserne vist, at grisenes afføringsproblem volder betænkeligheder for naturen, idet grise, der går frit i naturen, har vist tendens til at gå på toilet samme sted, og det kan få uheldig indvirkning på grundvandet. Emnet var tilsyneladende lidt for stort og fagligt præget, hvorfor det sluttede med en bemærkning om, at der måske kunne fremskaffes en rullende toiletvogn, der så kunne placeres et passende sted. Der blev henvist til, at det kunne sidestilles med mange af de udendørs aktiviteter, der bliver holdt rundt omkring i landet, koncerter, festivaler og lignende Uddrag fra lægejournalen: Hun er følelsesløs fra tæerne og nedefter
|
Man ser tydeligt, at alle er i arbejdstøjet i folketinget
Ældremad af bedste kvalitet
Hjemmehjælperen i arbejde |
Uge 41: Torsdag den 9. oktober 2008 Emnet var: Folketinget i arbejde igen
Hvor er det dejligt, at vi som danske statsborgere kan glædes over, at folketinget - altså tinget for hele folket – nu igen er i arbejdstøjet. Medlemmerne har nu haft ferie i ca. 4 måneder, og når man ser på dem, udstråler de tydeligt sundhed og velvære. Jeg er ikke i tvivl om, at alle er indstillet på, at de næste par måneder – inden der igen er ferie – skal der virkelig arbejdes. Siden sidste uge, hvor vi i saunaen diskuterede stemningen på børsmarkedet, er den finansielle situation i vort land ikke blevet lysere. Sidste uge var nok et af de største problemer 25 ørens exit. Men bare på en enkelt uge er dette problem nu nede i småtingsafdelingen. Nej langt – langt større er nu hele finanssektorens stabilitet – eller snarere mangel på samme. Det kan godt være ret besværligt for menigmand at finde ud af, hvad betydning denne – vi kan vel godt kalde krise – vil betyde for vores hverdag. Her er det så, at vi med glæde kan se, at vores statsminister under ingen omstændigheder giver udseende af, at vi har noget som helst at bekymre os over. Nej, til gengæld skal vi glæde os over, at det hele går ufattelig godt. Bare se på de gamle, de kan efterhånden købe frossen mad for omkring 100 kr. om dagen, og hvis alderen ligger omkring de 95, kan de måske påregne hjemmehjælp en time hver fjortende dag. Godt vi ikke gik med i demonstrationen sidste uge – det ville have været helt malplaceret. Midt i det økonomiske kaos, var der dog et medlem af saunaklubben, der gav udtryk for, at ham ragede det en høstblomst, hvordan økonomien var på landsplan. Så længe han - og familien – stadig kunne foretage de ca. 4 udenlandsrejser årligt, ville der fra hans side ikke blive rejst kritik eller tvivl, om landets styre var ved at gå i forfald. Det var en tilkendegivelse de fleste i saunaen kunne stå inde for. Der var dog enkelte, der godt kunne gå med til, at reducere de 4 til 3 rejser. Dette var dog ikke flertallet. Næste uge er det så efterårsferie, så medlemmerne må nu vente 14 dage på at blive vasket – er det mon også regeringens skyld?. God efterårsferie. Set i ugens lægejournal: Smerterne i ryggen viser sig, når patienten ligger udstrakt med begge ben på ryggen. |
|
Uge 40: Torsdag den 2. oktober 2008 Emnet var: Børsmarkedet Selv om det er ret vanskeligt at ta sig til baglommen – der hvor tegnebogen normalt har sin plads – i saunaen, var der en vis uro blandt saunafolket i dag. Det var den for tiden værende uro på børsmarkedet, der ganske tydeligt nu kunne spores. Hvorvidt nogen havde været direkte involveret - altså på den måde, at tegnedrengen var blevet tyndere – var meget vanskeligt at afgøre. For det må retfærdigvis anføres, at hvis dette har været tilfældet, ja, så forstår vedkommende at skjule dette på en såre diplomatisk måde. Nu er det måske heller ikke den sjoveste måde at gøre sig bemærket på, hvis man har tilhørt den gruppe, der i de senere dage har fået nedjusteret deres aktier. Det gav selvfølgelig anledning til en større politisk diskussion. Selv om denne side helst ikke skal have politisk præg, så kan det godt her nævnes, at så godt som alle politiske partier ikke gik ram forbi. Skylden for, at det går så dårligt for tiden, skal selvfølgelig placeres et sted, og er det ikke ganske naturligt, at det bliver hos vores politikere. Den gamle sætning: Ingen nævnt – ingen glemt kom på sin rette plads her. Selv EU gik ikke ram forbi. Hvis der skulle være personer, der ikke helt er klar over hvad EU er, så kan det nævnes, at det er en sammenslutning af lande, der har specialiseret sig i at oprette afdelinger, hvor ”trætte” tidligere politikere kan finde et sted, hvor de kan hvile ud, efter mange års hårdt arbejde i det politiske liv. Nu må vi håbe, at krisen er af kortere varighed, men lur mig, hvis ikke andre kan løse det, så finder de et sted, hvor de kan hente noget fra landets pensionister. Alle var enige om, at denne gang skulle dette ikke finde sted. At det i går var FNs Ældredag havde ikke rigtig sat sine spor. Ingen havde brugt dagen til at være med i de demonstrationer, der var blevet afholdt landet over. At ingen havde deltaget, kan måske skyldes, at der på et tidspunkt var udsigt til regnvejr, ligesom man let kunne blive udsat for en forkølelse på denne tid af året, ved bare at stå stille og vifte med plakater. Der var dog en der udtrykte, at man nok burde have været med. For nu havde man også fra politisk side – i enighed – foranlediget, at 25 øren ikke længere var brugbar mønt, og som han fremførte, så var det trods alt dem, man havde flest af. Set i ugens lægejournal: Mad får han af sønnen, som er dybfrossen. |
|
Uge 39: Torsdag den 25. september 2008 Emnet var: Højhusbyggeri Der har i den senere tid været meget skriveri om, hvorvidt det var i orden, at der ved havnemiljøet i Hobro blev opført et højhus. Mange har givet udtryk for, at et sådant byggeri helt ville ødelægge selve havnebilledet – som om det nuværende i sig selv er en pryd for øjet. For øvrigt er det da ret begrænset, hvor mange mennesker man ser som naturister i netop dette område. Der har også været henvisning til, at beboere på alderdomshjemmet ville miste udsigten ud over fjorden. Nu skal det vel lige her nævnes, at mange af dem, der nu er imod byggeriet, var samme personer, der i medierne gav højlydt udtryk for, at det var en skændsel, da nogle gamle træer blev fældet på skråningen op mod alderdomshjemmet, netop for, at beboerne der kunne få en bedre udsigt. Men nogle gange kan man godt få den opfattelse, at protest er for protestens skyld. Hvorfor ikke se det positive i det. Tænk sig, Hobro kan måske blive det helt nye turistmål i Danmark. Det er måske lovlig vidt at gå, ved at sammenligne byen med New York, men med et sådant byggeri er det vel ikke langt fra Manhatten. Set i ugens lægejournal: Hvad hans impotens angår, fortsætter vi medicineringen og lader hans hustru behandle ham.
|
|
Uge 37: Torsdag den 11.
september 2008 Emnet var: Lidt af hvert Efter en velfortjent sommerferie, var der stor søgning til såvel sauna som bad. Der var masser af beretninger fra sommerens løb, men for ikke at gøre det for besværligt, hukommelsen er jo ikke, hvad den har været, så blev diskussionen holdt inden for den seneste uge. Det var da også en uge, hvor der var sket en hel del i vores land. Der var således foretaget rokeringer i regeringen - ikke fordi det i sig selv vel vil have stor indvirkning på vores hverdag - men det var da trods alt en begivenhed, der dog gav anledning til lidt drøftelse. Justitsministeren havde skiftet plads fra det retslige til en mere økonomisk side. Det kom vel ikke som den store overraskelse. Hun havde i TV med store ord proklameret, at den store politireform var så stor en succes, at der vel ikke tidligere i vores land havde været indført reformer, der kom i nærheden af denne såkaldte politireform. Panelet var sådan set enige i, at noget tilsvarende huskedes ikke. Men nu var det så, at enigheden med justitsministeren nok ophørte, For det var absolut ikke opfattelsen, at det enkelte menneske havde fået en bedre politiovervågning. Der blev nævnt flere tilfælde, hvor man ønskede sig tilbage til gamle tilstande, da man havde sit "eget" politi. Så alt i alt var det nu nok en rimelig fornuftig beslutning af justitsministeren at forlade dette ministerium, mens dette kunne gøres med så nogenlunde oprejst pande. Retfærdigvis synes jeg, det må understreges, at justitsministeren havde mod til at prøve nytænkning. Det i sig selv er en bedrift, da det ganske givet er meget vanskeligt at komme igennem de gamle fordomme. Jeg tror, befolkningen er meget forstående over for en prøvetid, men - men den må ikke blive for lang. I en sådan strukturomlægning er det meget vigtigt, at man har befolkningen med sig. Jeg har også i denne uge læst en amerikansk undersøgelse, der fastslår, at mænds hjernetråde er færre end hos kvinder. Det bevirker således, at der for mænd er færre gennemgange fra den ene hjernehalvdel til den anden end hos kvinder. Man fastslog således ved denne undersøgelse, at det er ganske naturligt, at mænd f.eks. havde svære ved at huske flere ting, når man var på indkøb, end kvinder. Mænd havde også svært ved at gøre mere en en ting af gangen. De kunne således ikke samtidig røre i en gryde, mens de talte i telefon (jeg har dog set mange tilfælde, hvor mænd - også kvinder - kan køre bil samtidig med, at de taler i telefon). Man var i stand til at spore det helt tilbage til stenalderen. Fra ugens lægejournal har jeg læst: Far og mor døde, da hun var 12 år gammel. De har ingen kontakt med hende. Det var alt for denne uge. Næste uge er jeg på Cypern.
|
Nyt Som noget nyt forsøges med nye tiltag under emnet: Ugens debatemne. Hidtil har det været en så nogenlunde korrekt gengivelse af seriøse diskussioner foregået i saunaen. For eftertiden har jeg tænkt mig, at det mere skulle være referat fra drøftelse om såvel store som små begivenheder, der i ugens løb har været genstand for almen drøftelse af såvel lands- som lokale nyhedsformidlere. Med dette forum, der er repræsenteret i saunaen, er jeg ikke i tvivl om, at disse begivenheder vil blive behandlet på en saglig og forsvarlig måde. |
|
Uge 26: Torsdag den 26. juni 2008 Emnet var: traditioner Hvis man vil have ændringer, kan det samtidig godt være meget svært også helhjertet at gå ind for traditioner. I saunaen i dag var traditioner af en eller anden uforklarlig årsag pludselig blevet et debatemne. Det var ganske interessant at høre, hvordan traditioner har indvirkning på mange menneskers dagligdag. Som en udtrykte det "selv politisk er det svært at komme ud af traditioner". Han henviste til, at nu havde han politisk stemt på samme parti i mange år, hvorfor han gjorde det, var han sådan set ikke klar over, men i hans familie var der nu tradition for at sætte sit kryds netop der. Der var dog en vis enighed om, at den slags traditioner var ganske uskadelig, idet det sådan set var ganske underordnet, hvilket parti, der stod for styret her i landet, da det sikkert ikke ændrede de enkeltes hverdag ret meget. Det blev også fremført - at i sagens natur - kunne man jo ikke have tradition for at stemme på Ny Alliance, idet dette parti var ganske ny, og det tydede jo ikke meget på, at man kunne få chancen for at stemme der igen. Man havde dog en vis forståelse for dette parti, hvor hele gruppen nu havde mulighed for at holde sommerferie på en tandem. Men tilbage til traditioner. Et medlem holdt fødselsdag i dag og traditionen tro blev der sunget fødselsdagssang m.m. Dette foregik helt på traditionel vis, men så var det, at der skete brist på traditionen, idet det altid har været skik og brug, at fødselsdagssangen m.m. afholdes i 2 omgange - før selve badet og efter badet -. Fødselaren indfandt sig også efter badet i saunaen, men han viste ikke traditionel tegn på, at gentagelse skulle finde sted. Fødselarens alder skal ikke nævnes, men jeg tror ikke, at den har indvirkning på hændelsen, for da flere medlemmer ved tegnsprog gjorde ham opmærksom på forglemmelsen, tog han initiativ til gentagelse. I svømmehallen er der nu ferie frem til torsdag den 14. august, hvorfor ugens debatemne må ligge stille, da det jo er ret vanskeligt at debattere, når der ingen debattører er. Det skal lige tilføjes, at der var diskussion om, hvor meget 1 arce er. Det skal oplyses, at 1 arce er: 0,4047 ha = 0,2337 tdr. land Redaktionen på ugens debatemne ønsker alle en god sommer. |
|
Uge 25: Torsdag den 19. juni 2008 Emnet var: golfspil og åbent hus En for tiden meget omdiskuteret idrætsgren er golfspil. Her i vores kommune er rig lejlighed til at udfolde sig i dette spil, idet der er indtil flere gode og naturskønne golfbaner. Her var det så, at medlemmerne fra Mariager - en forstad til Hobro - absolut skulle fremhæve en golfbane placeret i - som de udtrykte det - helt unikke naturskønne omgivelser. Det er da helt i orden, at de forsøger at fremhæve de få aktiviteter, der findes i deres lokalområde, men at gøre det til noget enestående, er nu nok en overdrivelse, da Mariager Fjord i sig selv er en naturperle, så om golfbanen ligger på den ene eller den anden side af fjorden, kan vel reelt set komme ud på et. I samtalens forløb var der dog heller intet der tydede på, at deres kendskab til selve banen og dens udnyttelsesgrad, var af særlig høj karakter, for ved en nærmere udspørgning, af mængden af huller på banen, kunne man ikke komme nærmere end "at der var en hel del". Denne oplysning var selvfølgelig rimelig værdifuld, hvis man en gang skulle indfinde sig på banen. Da det næste torsdag er er afslutning på denne badesæson, kom der et forslag, at saunaklubben skulle holde "Åbent hus" næste gang. Forslaget blev taget op til seriøs diskussion, men man stillede sig lidt tvivlende, om forslaget også ville vinde gehør hos de indbudte til et sådant arrangement. Da det ikke kunne udelukkes, at det kunne give anledning til en vis uro, blev forslaget trukket tilbage. |
|
Uge24: Torsdag den 12. juni
2008 Emnet var: Fodbold og kvinder Selve emnet giver nok anledning til en vis undren, hvad har fodbold og kvinder tilfældes. Bestemt ikke ret meget, og hvad har emnet at gøre med en god og saglig diskussion i en sauna - her er det heller ikke let at finde nogen mening. Nej, diskussionen drejede sig for så vidt ikke ret meget om, hvad kvinder kan udrette med en fodbold. Ikke fordi der var nogen, der nedgjorde kvinders udfoldelse på en fodboldbane. Flere var endog af den opfattelse, at det måtte være en god og sund sport for kvinder, der ved denne sport ganske givet ville få en måske noget bedre kropsudstråling. Der var dog også enkelte, der var af den opfattelse, at det måske ikke lige var den sport, der udviklede kvinders krop - kvindelig. Det blev ikke nærmere uddybet, hvad der lå i selve ordet, kvindelig, men debattøren lod med håndbevægelse forstå, hvad han mente. Her må det retfærdigvis anføres, at illustrationen blev gjort så udførlig, at selv ikke kendere fik en så levende beskrivelse, at det end ikke var nødvendigt at bruge fantasien. Men tilbage til selve emnet, så var det i forbindelse med det p.t. igangværende EM i fodbold. Her var det så, der var lidt forskelligt opfattelse af, hvordan kvinder reagerede, når der hver aften fra kl. ca. 18 til ca. midnat skulle ses fodbold. Nogle kvinder opfattede det som en slags friaften. Næsten på samme måde, som når manden om vinteren - en gang om ugen - gik til finere madlavning eller noget tilsvarende. Der var ikke udbredt tilfredshed med denne opfattelse, idet det jo nærmest kunne udlægges, som kvinder ikke direkte satte pris på mandens tilstedeværelse. Debatten sluttede dog med - og her var rimelig enighed - at man ville appellere til kvinderne, om de i denne korte tid, hvor fodbold EM står på, ville se lidt på mandens behov for at få uddybet sit kendskab og for internationale interesser. Der var flere måder dette kunne klares på. Servering af kolde drikke et par gange i aftenens løb ville ganske givet styrke forholdet i ægteskabet. Det er selvfølgeligt ganske naturligt, at manden ville yde en tilsvarende service, hvis der skulle opstå en situation (måske noget teoretisk), hvor det var modsat. |
|
Uge 21: Torsdag den 22. maj 2008 Emnet var: Tørklæde Debatten kom til at dreje sig om kvinder og kvinders brug af tørklæde. Der gik lidt tid, før det gik op for alle, at det drejede sig om nutidens kvinder, der brugte tørklæde. Så godt som alle huskede fra deres barndom, at der var mange kvinder, der brugte tørklæde. Hvorvidt det dengang gav anledning til større debat, var der ingen , der erindrede. Jeg kan huske fra min barndom , at der var 2 kvinder, der næsten dagligt kom vandrende forbi vores hjem, og de var i lange sorte frakker og kjoler og begge havde sort tørklæde. Grunden til, at jeg så klart husker det, var at vores hund – sort gadekryds – absolut skulle fare efter disse 2 kvinder, der skrækslagen forsøgte at komme væk. Og her er det så, at tørklædet kommer ind, for vi var helt sikker på, at hunden ikke kunne tåle, at de havde tørklæde på. Vi greb ikke direkte ind, da vi mente, at hunden havde en vis ret til at vise kvinderne, at den ikke gik ind for tørklæde. Så det med tørklæder er absolut et emne, der har været aktuelt i mange, mange år. Derfor kan det undre lidt, at så mange - højt betalte –politikere kan afse så megen tid til at diskutere, hvorvidt kvinder må gå med tørklæde eller ej. Retfærdigvis må det vel siges, at debatten og diskussionen vel mest går på, om dommere –ja, her tænkes ikke på fodbolddommere, håndbolddommere og lignende – men dommere i vores retssystem må fungere med tørklæde på. Hvorvidt det kan få indflydelse på en domsafsigelse står hen i det uvisse, da det endnu ikke har været afprøvet, men det kan da ikke udelukkes, at tørklædet kan være til hinder for, at paragrafferne kan læses rigtig Vi må så håbe, at kvindelige dommere ikke kommer i den situation, at de ønsker at være tildækket i forbindelse med, at de af en eller anden grund har mistet håret. I medlemskredsen var der dog stor tilfredshed med, at vores politikere havde dette emne øverst på problemlisten – for det kunne vel tolkes som et tegn på, at de store problemer var løst. Næste uge må jeg desværre melde afbud, da jeg er sammen med min familie på Mallorca
|
Der har sikkert været bestyrelsesmøde |
Uge 20: Torsdag den 15. maj 2008 Emnet var: Jeg ved det ikke
Jeg kan godt se, at det ser mærkeligt ud, men det forholdt sig sådan, at jeg desværre ikke havde mulighed for netop denne dag at deltage i svømningen. Det er for pensionister i sig selv ikke så mærkeligt, at aftaler ikke kan overholdes, da denne befolkningsgruppe er meget udsat for, at der rykkes på dem fra både højre og venstre - ja her tænkes absolut ikke politisk - for hvordan rykkes der socialdemokratisk, SF, Enhedsliste, Ny Alliance - ja, man kan måske rykke lidt radikalt og Dansk Folkeparti kan vel heller ikke helt udelades Jeg er dog ikke i tvivl om, at der i saunaen har været en god fødselsdagsstemning, ligesom debatten ganske givet har været lige så seriøst som tidligere. |
|
Uge 19: Torsdag den 8. maj 2008 Emnet var: Misforståelse
Da der sidste uge ikke var svømning - grundet Kristi himmelfartsdag - havde medlemmerne haft rigelig af tid til at spekulere over formandens fravær de sidste gange. På en eller anden måde var der ligesom indsneget sig en vis afstandstagen til de - man kan vel godt sige - mange fravær I sagens natur er det jo ret vanskeligt at forsvare sig, når man ikke er til stede og det har jo selvfølgelig også været gældende for formanden. Selv om formanden stadig ikke har indfundet sig, er der fra pålidelige medlemmers side givet udtryk for, at formandens interesse for fugle måske alligevel ikke har været på så højt et plan, som der var givet udtryk for. Hans kendskab til fugle og viden om samme var måske begrænset til, at han var klar over, at fugle er en klasse af varmblodede hvirveldyr, der er beklædt med fjer, der overalt dækker kroppen, hvor det er nødvendigt for legemstemperaturen. Når alt dette fremføres, så er det fordi formanden - så vidt vides - overhovedet ikke har været på studiebesøg i fuglereservater eller andre relevante steder. Nej han skulle - stadig så vidt vides - have været på almindelig turistbesøg i England. Her er det så, at man nok kan være lidt betænkelig ved, om formanden lider af den såkaldte statsministersyndrom. Det er en sygdom, som kan ramme alle - uanset politisk tilhørsforhold Men fortvivl ikke for det er en sygdom, som man nu har fundet modgift for. Man skal bare søge om laveste folkepension, så forsvinder rejselysten helt af sig selv. |
|
Uge 17: Torsdag den 24. april 2008 Emnet var: fugle
Foranlediget af formandens fravær kom debatten i dag til at dreje sig lidt om fugle. Af samtalens form tydede intet dog på, at der i selskabet var personer, der specielt var inde i fugles liv og færden. Næh, hele diskussionen gik på, at grunden til, at formanden ikke var mødt op i dag, skyldtes, at han var var taget til Vejlerne for at se på fugleliv. Her var det så, at filmen på en eller anden måde ligesom knækkede. Kunne det virkelig have sin rigtighed, at formanden kunne være mere tiltrukket af et par fugle end af det liv, der hver torsdag udspandt sin i svømmebassinet i Hobro Idrætscenter. Nu var det så, at seriøsiteten i samtalen kom helt af sporet. Tænk sig, der var medlemmer, der kunne få fugleliv til at ligestilles med kvinder. Ikke alt egner sig til gengivelse her, men af den fredelige art kan nævnes, at fugle og kvinder - for begge kategoriers vedkommende - kunne være meget "svævende". Et medlem ville meget hellere diskutere kaniner, men hvorfor netop kaniner. Ja, det kom der ikke rigtig en løsning på. Medlemmet blev også spurgt, om han der kunne drage nogen sammenligning, men her er det så, at filmen ¨går i sort. Alt i alt må konkluderes, at formandens fravær let kan give anledning til, at medlemmerne udbreder sig noget respektløs. Man må forvente, at formanden for eftertiden må betragte fugle og andet kryb på tidspunkter, hvor hans tilstedeværelse i klubben ikke er påkrævet.
|
|
Uge 16: Torsdag den 17. april 2008 Emnet var: strejke
Ganske naturligt var emnet i dag den landsomfattende strejke, der nu er indledt af sygeplejersker og sundhedsassistenter (førhen kaldet hjemmehjælpere). Ikke fordi medlemmerne – som helhed – havde direkte brug af de nævnte kategorier, men en vis uro kunne spores, idet det ikke kunne udelukkes, at de nævnte grupper, til en vis grad, ikke var medlemmerne så fjernt Det var således også ganske naturligt, at diskussionen nu gik på, hvorvidt denne strejke var berettiget eller ej. Der var dog stor enighed om, at de nævnte grupper - ad åre – godt kunne have medlemmernes interesse, idet det jo er en kendt sag, at det hovedsageligt er ældre mennesker, der har deres store behov At det så udelukkende er et lønkrav, der har udløst denne strejke, var der måske knap så stor forståelse for. For – som et medlem udtrykte det – så må glæden ved at gøre noget for ældre mennesker i sig selv være en stor løn. Et medlem – som havde en sygeplejerske i familien – gav dog udtryk for, at et par kroner mere i lønningsposen måske var berettiget. Diskussionen sluttede dog med, at langt de fleste var af den mening, at et lønløft var berettiget – dog selvfølgelig med den tilføjelse, at det under ingen omstændigheder måtte gå ud over pensionister. Mange af medlemmerne – ja næsten alle – havde aldrig i deres lange arbejdsliv været med til strejke, så man kunne godt spore en vis interesse i et sådant tiltag. Der var blot den ulempe, at vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle strejke over.
|
Uge 15: Torsdag den 10. april 2008 Vedrørende emnet henvises til Saunanyt |
|
Uge 14: Torsdag den 3. april 2008 Emnet var: Sundhed
Sundhed er noget mærkeligt udefinerbart. Ser man i retskrivningsordbogen er der ikke mindre end 22 ord, der i en eller anden form handler om sundhed. Her i saunaen var der livlig debat om sundhed. For ikke der skal være nogle misforståelser, så skal det straks anføres, at i ”flokken” er der absolut igen, der umiddelbart viser tegn på manglende sundhed, hvis man definerer sundhed ud fra begrebet velnæring. Det er i sig selv absolut ikke noget negativt, nej tvært imod, det tyder på en rimelig god forståelse af de goder, vi dagligt bliver præsenteret for, i forbindelse med de daglige indkøb hos såvel slagtet som bager. Her var det så, den egentlige diskussion tog sin begyndelse, idet flere var af den mening, at de store daglige fristelser, som vi blev udsat for, burde reduceres, så udvalget var af en noget mindre beskaffenhed. Dette ville naturligvis bevirke, at ”øjet” ikke ville sende besked til den del af legemet, der skulle tage stilling til selve indkøbet. Der var også en enkelt, der mente, at frugtudvalget burde have en mere fremtrædende plads i forretningerne. Det var dog begrænset, hvor mange, der var af den opfattelse, idet de fleste nok mente, at frugt bestemt skulle have en vis bevågenhed – men det var vel mest for børn. Alt i alt endte det med, at stort set alle gik ind for sundhed – i en eller anden form -. Det var nok saunaen, der gik af med sejren, som den største og vigtigste form for sundhed. Det må vel nok konkluderes, at vejen til sundhed går gennem en dejlig varm sauna med efterfølgende afsyngelse af fødselsdagssang.
NB: Det var en dag, hvor formanden var forhindret i at deltage, og det kunne også mærkes på den løssluppenhed og lidt for vovede historier. Næste torsdag er en del afbud grundet Biecentrets Højskoleuge. |
|
Uge 13: Torsdag den 27. marts 2008 Emnet var: Skolestruktur Saunaen var dejlig varm lige fra begyndelsen, og det havde sikkert også indflydelse på den ugentlige diskussion, idet der var livlig, højrøstet tilkendegivelse i debatten. Det var nok en af de dage, hvor det var meget vanskeligt at holde fast i et emne. Det bevirkede da også, at der var ivrig debat om såvel vindmøller, skolestruktur og folketingsmedlemmers moral - eller mangel på samme. Det var måske nok skolestrukturen, der fik den største opmærksomhed - for som der blev gjort opmærksom på, så er vores indflydelse på vindmøllers udnyttelsesgrad afhængig af vinden, og den har vi jo ikke megen indflydelse på. Alle var dog enige om, at en vindmølles placering uden tvivl ville være bedst i en nabokommune. Om folketingsmedlemmers moral ville vores indflydelse vel også være noget begrænset. Moralen i dette ting var vel i forvejen så "flosset" at et sidespring fra eller til, vel ikke havde den store interesse. Så var der skolestrukturen. Det var et emne, som alle kunne have en mening om. Der var dog nogen usikkerhed om, hvorvidt det var klogt helt at undlade at gøre noget, men hvis man ville følge opskriften fra folketinget, så ville det være klogt at nedsætte et udvalg, der så ad åre kunne komme med en betænkning, der så igen kunne udløse et nyt udvalg. Det er en metode, som folketinget har megen stor erfaring i. Skoledebatten endte ret hurtigt med, at i de gode gamle dage, hvor revselsesretten var til for at gøre børnene til gode samfundsborgere, da var der en skolestruktur, som man kunne lære noget af i dag. Nu er det så, at jeg kom til at tænke på, at da jeg gik i skole, var der selvfølgelig også en del elever, som revselsesretten i rigelig grad blev afprøvet på. Disse elever skulle så i dag - hvis teorien holde stik - være pragteksemplarer i vores samfund. Jeg tror ikke, disse personer udskiller sig ret meget fra det øvrige samfund. NB: Se under saunanyt vedr. turen til Mariager |
|
Uge 11: Torsdag den 13. marts 2008 Emnet var: Ytringsfrihed Det var ret koldt i saunaen. Ikke at forstå sådan, at der var kold luft medlemmerne imellem - nej det var det tekniske, der var i uorden. Det bevirkede selvfølgelig, at man skulle forsøge at få varmen på anden måde. Nu kunne man jo godt forestille sig, at hele holdet ville forsøge sig med opvarmning på traditionel vis - altså ved gymnastiske færdigheder, men sådan forholdt det sig absolut ikke. Ikke fordi der er direkte modsand mod fysisk opvarmning, men i en sauna - nej, det ville være for meget. Men pludselig var emnet på en eller anden måde ledt ind på ytringsfrihed. Det kan vel ikke helt udelukkes, at netop dette emne kom frem grundet den for tiden megen omtale i medierne. Det var ret svært at finde frem til en fælles holdning vedrørende dette aktuelle emne, men de forskellige ytringer var så højlydte, at selv medlemmer med nedsat hørelse sagtens kunne deltage i samtalen. Om ikke andet så bibragte diskussionen til, at der kom lidt varme i kroppen, inden selve turen i svømmebassinet. Der var dog noget, der tydede på, at emnet ikke helt var uddebatteret, idet indtil flere grupper i temmelig lang tid stod samlet i bassinets ene ende (den med lavvande). Hvis der skal drages en konklusion, må det være nogenlunde sådan: Ytringsfrihed er godt - men et godt forhold til sine naboer er nu heller ikke at foragte |
Uge 10: Torsdag den 6. marts 2008
Emnet var: Fotografering i svømmehaller
Der var en vis afdæmpet stemning i saunaen. Det var tydeligt for flere medlemmers vedkommende, at man blev noget betænkelig, da det kom frem, at også i dag var der medbragt kamera. Og så kom det frem. Man var bange for, at man havde lagt krop til fotooptagelser, der måske kunne være lidt i strid med god moral og etik. Ja, for flere medlemmers vedkommende, var man af den opfattelse, at de indtil dato optagne foto's uden tvivl ville blive brugt af talentspejdere for såvel film som teater. Retfærdigvis må det vel også siges, at denne opfattelse måske ikke ligger langt fra virkeligheden
Det er selvfølgelig den senere tids megen debat i medierne, hvorvidt bedsteforældre må optage foto's af deres børnebørn, når de udfolder sig i svømmehallen. Nu må det nok betragtes som meget usandsynligt, at saunaklubbens medlemmers bedsteforældre ville indfinde sig, så denne omgåelse af de etiske moralbegreber kan helt udelukkes.
Tilbage bliver så kun, at saunaklubbens medlemmer for fremtiden - så vidt det er muligt - kun vil vise sig i saunakostume på hjemmesidens afsnit vedrørende "fødselsdage"
Uge 9: Torsdag den 28. februar 2008
Emnet var: Mobiltelefoner
Saunadiskussionen var for en gangs skyld lagt ud til debat i svømmehallen. Der var delte meninger om en mobiltelefons berettigelse, idet flere var af den opfattelse, at det kun var til besvær, for det lykkedes kun enkelte gange, at få den frem fra inderlommen og op til øret, hvorefter lyden (høj) skulle indstilles og så til at få forbindelse med vedkommende i den anden ende.
Hele diskussionen opstod, da et medlem, der befandt sig i svømmebassinet, skulle have forbindelse med en anden i modsatte ende (altså 25 meter væk), og han kunne ikke råbe vedkommende op. Tidsmæssigt ville det blive for svært at få kontakt med den pågældende ved at opsøge ham i modsatte ende, inden for den afmålte tid, vi har til rådighed i svømmebassinet - altså en svømmetur på 25 meter. Her var det så, at det kom frem, at en mobiltelefon havde været på sin plads her. Hvorvidt der findes mobiltelefoner, der kan klare samtaler under vandet, vides ikke, men i vores moderne tid skulle dette ikke undre. Det er dog også et spørgsmål, om det i det hele taget er nødvendigt med et sådant teknisk vidunder, idet de fleste findes stående i den ende af bassinet, hvor vanddybden ikke skulle frembyde en direkte risiko for drukning.
Det skal dog nævnes, at det her lykkedes at få kontakt via en stafet.
Uge8: Torsdag den 21. Februar 2008
Emnet var: Afbrænding
Det var en af de dage, hvor man godt kunne ønske sig, at kvoten havde været lidt højere en 9, for såvel øverste som nederste hylde var fuldt optaget. Alle ståpladser i saunaen var også optaget, så hele koret var på plads, da der skulle rådes bod på forrige uges afsavn vedrørende afsyngelse af fødselsdagssang.
Fødselaren gjorde sit til, at fødselsdagssangen kunne afsynges på traditionel vis. Ja, det blev faktisk gentaget i anden omgang i saunaen.
Den senere tids hærgen med afbrænding i det ganske land gav selvsagt anledning til en rimelig stor og god drøftelse. Hvorvidt alle rigtig havde fået fat i det vel nok noget alvorlige emne, kan der måske nok sættes spørgsmål ved, for et medlem hentydede til, at Sct. Hans i år nok skulle rykkes noget frem, således at personer med trang til afbrænding, måske kunne få et job der.
Et andet medlem - måske nok grundet nedsat hørelse - begyndte på en længere udredningshistorie i forbindelse med, at han som ung havde været så heldig at få lidt kontakt med en dejlig skøn kvinde, men efterhånden som aftenen var skredet frem - og forventningens glæde måske havde været lidt for overskruet - var det hele endt med "at han var blevet brændt af".
Hvorvidt dette kunne betragtes som afbrænding, kom der ingen direkte konklusion over
Uge 6: Torsdag den 7. februar 2008
Emnet var: Hvor svært er det at komme op?
Det var en af de dage, hvor der virkelig var trængsel i saunaen. Det gav ganske naturligt anledning til en livlig diskussion om, hvem der havde retten til at komme op - her tænkes op på øverste "hylde" i saunaen - De først ankomne havde for størstepartens vedkommende tilegnet sig en plads der. Det skal dog retfærdigvis siges, at der var nogle få stykker, som havde taget plads på nederste hylde. Hvorvidt der her var tale om personer, der af en eller anden grund, ikke så sig i stand til at kravle op, skal være usagt.
Nu er det sådan, at der på øverste hylde er plads til 9 personer - med vores moderne EU-sprog kan det vel siges, at kvoten er sat til 9. Såvel her, som i EU, er alt ikke helt gennemtænkt. For det er jo ret indlysende, at volumen af 9 personer vil jo være meget varierende. Det er således et spørgsmål, om det enkelte medlem skal opgive "bagdelsmål", hvorefter en tildelt plads, skal indrettes derefter. Der kunne også sættes maksimums mål for i det hele taget at komme i betragtning til en plads på øverste hylde.
Der var ellers lagt op til fødselsdagsstemning, men medlemmet måtte desværre melde afbud på grund af sygdom. Vi havde ellers glædet os sådan til at synge fødselsdagssang, men der er absolut intet til hinder for, at fødselsdagen kan holdes på et senere tidspunkt.
Næste uge: torsdag den 14. februar er der ikke svømning grundet vinterferie.
Uge 5: Torsdag den 31. januar 2008
Emnet var: Hvordan får vi fotograferet pigerne i saunaen?
Der udspandt sig en livlig diskussion, idet der var ret stor enighed om, at saunaklubbens hjemmeside ganske naturligt skulle indeholde billeder fra pigernes sauna. Spørgsmålet var så kun, hvordan får vi optaget disse billeder. Der var indtil flere, der gav udtryk for, at de var ganske habil med et kamera, og at de således var i stand til at optage billeder af en vis standard. Nu er det jo en klub, der helt og holdent går ind for, at loven skal overholdes, så privatlivets frihed må ikke overskrides, men samtidig går klubben også ind for åbenhed, så det var et emne, der langt fra kunne uddebatteres på en dag. Derfor skulle det tages op til fornyet overvejelse.
Der var dog et medlem, der fremkom med en bemærkning om, at der var da den mulighed, at pigerne selv kunne taget billederne. Dette blev vel nærmest betragtet som useriøs, hvorfor det ikke gav anledning til yderligere.
|
|||||