Erik Kjærs foto fra november 2014- Mexio City

 

 

Uge 51: Torsdag den 18. december 2014

Emne: stilarter

 

Når emnet stilarter kom op til diskussion i saunaen skyldes ikke, at samtalen bevægede sig ind på et højt plan inden for kunstverden, hvor man bevæger sig i forskellige perioder som, renæssance, barok, rokoko, klassicismen, historicismen, nyklassicisme, modernisme og frem til vor tid. Nej, diskussionen var udelukkende baseret på vor tid, nemlig tiden, hvor medlemmerne fører sig frem i svømmebassinet. Her er nemlig ikke altid tale om stilarter, der findes i opslagsværker og lignende steder. Her kan man måske så godt stille spørgsmålstegn ved, om en sådan stilart i det hele taget kan komme ind under begrebet, stilart. Medlemmerne er selvfølgelig ganske godt kendt med stilarter som, crawl, rygcrawl, brystsvømning, butterfly, medley. Inden for disse stilarter er der opdeling i svømmedistance, men her må nok retfærdigvis anføres, at medlemmerne formentlig kun kender til distancen 50 meter. Dette er måske også lige i overkanten, men distancen 25 meter er ikke anerkendt, men trods alt brugbart.

Der er i tidens løb foretaget stor forskning i, hvordan den bedste svømmestil udøves. Det er ganske små bagateller, der skal til, for at svømmehastigheden kan forøges. Der er blandt andet foretaget forskning i at opnå absolut mindste modstand, når svømmehastigheden skal forbedres. Man har blandt andet fundet frem til, at svømmehastigheden øges væsentligt, hvis ens hårpragt ikke er for stor. Her må så lige indskydes, at denne hindring for svømmehastighed, umiddelbart ikke synes at være til stede blandt medlemmerne. Man har også fundet frem til, at rigtig vejrtrækning er en vigtig faktor, hvis man vil opnå optimal svømning. Også dette synes medlemmerne at leve op til, idet man tydeligt ser en hel del medlemmer står ved enderne i bassinet, hvor de udøver mange former for vejrtrækning, og denne øvelse kan godt have en varighed over flere minutter, og det er også ganske tydeligt, at man med andre medlemmer diskuterer den rigtige form for vejrtrækning.

Hvorom alt er, uanset hvilken stilart man bruger, så er det vigtigste, at man kommer i bassinet, og her skal man bare bruge den stilart, man nu engang gennem årtier har indøvet.

Nu bliver der så lige en lille pause, idet julen står for døren. Men alle vender forhåbentligt tilbage efter nytår.

Redaktionen ønsker alle en rigtig god jul og et godt nytår

 

 

Erik Kjærs foto fra Mexico november 2014

 

 

Uge 50: torsdag den 11. december 2014

Emne: jagt

 

Man kender godt det, når der pludselig bliver ro i et lokale, hvor det støjmæssige ellers har været på et ret højt niveau, og det var netop det der skete i saunaen i dag. Det støjmæssige blev afbrudt ved, at et medlem, med ret høj røst, og det var også nødvendigt for at blive hørt, pludselig udbrød, at han havde været på jagt efter en buk. Det i sig selv er måske ikke så mærkeligt, men det var på den måde, han kiggede sig rundt i kredsen, der blev årsag til en vis uro. Hvad tænkte han på?. Hentydede han til et af medlemmerne. Her må det nok lige anføres, at umiddelbart var der ikke noget, der tydede på, at en af kredsens medlemmer kunne henføres til at komme i betragtning i så henseende. Nu skulle man så tro, at roen var genoprettet, men dette var ikke tilfældet, for medlemmet fortsatte sin beretning om bukken, og nu fortsatte han med, at han længe havde haft øje og kontakt med bukken, men det havde ikke været muligt at komme tæt på ham. Her må også lige tilføjes, at nu blev bukken benævnt som ham, hvilket absolut ikke gjorde beretningen nemmere at gennemskue. Beretningen sluttede dog med, at det ikke havde været muligt at nedlægge ham, og  med denne slutning på beretningen, kunne man igen i saunaen diskutere andre vigtige emner.

Samtalen fortsatte så med en vis form for jagt igen, idet et medlem forrige svømmedag havde mistet sit badetøj bestående af et par badebukser af et anerkendt mærke. Nu var han så på jagt efter at finde bukserne igen. Han gik på jagt i saunaen for at se, om der var medlemmer, der på en eller anden måde var kommet i besiddelse af bukserne, men synet er måske ikke så godt som det har været, for efter endt undersøgelse kunne han konstatere, at bukserne ikke befandt sig i saunaen, hvilket også må siges at have været overraskende, hvis dette havde været tilfældet, idet samtlige medlemmer i saunaen, havde taget ophold i bar figur. Medlemmet kunne senere berette, at han heller i svømmehallen havde fundet bukserne, men dette er jo i sig selv heller ikke så mærkeligt, da de fleste svømmere jo befinder sig under vandet.

Nu må det så tages op til overvejelse, om vi ved næste svømning skal stille op på række, inden vi går i svømmehallen .Her kan medlemmet så få mulighed for en nærnere undersøgelse.

 

 

 

 

Christiansø - sommeren 2014 - Erik Kjær

 

 

Uge 49: Torsdag den 4. december 2014

Emne: medicin

 

Indtagelse af medicin er heldigvis ikke det man hører mest om i saunaen, og det kan vel få tankerne hen på, at det ikke er noget, der af medlemmerne bliver brugt i stor udstrækning. Derfor var det også lidt af en overraskelse, da et medlem pludselig begyndte at fortælle om en oplevelse, han havde haft under et besøg på apoteket. Hans besøg havde selvfølgelig et formål, men han gav ikke en klar udmelding om, hvad det egentlige formål med at opsøge apoteket, havde været. Vi må derfor udlede, at hans indkøb har været i afdelingen for ikke recept pligtig medicin. Det kan være alt, lige fra tandpasta til hårshampoo, og dog, det sidste har næppe været tilfældet, idet medlemmets hårpragt vel kan klares med en shampoo i den billige udgave.

Men tilbage til oplevelsen i apoteket, så havde vores medlem set en annonce på en pille, eller tablet, der var rigtig fornuftig at købe i forbindelse med de kommende julefrokoster. Tabletten virkede på den måde, at den skulle indtages før og efter julefrokosten. Hvis man fulgte denne fremgangsmåde, ja, så havde man stor sikkerhed for, at man kunne undgå tømmermænd. Tabletten var ret ny, og derfor gjorde apoteket ret meget for at få den udbredt på markedet. Da vort medlem spurgte nærmere ind til tablettens kemiske sammensætning, havde han fået en ret fyldig forklaring fra en ganske smuk apotekerpige. Med denne berigende forklaring havde vort medlem fundet anledning til at gå lidt videre, og han havde nu over for apotekerpigen spurgt til, hvorfor denne tablet ikke var kommet på markedet for 30 år siden. Den unge apotekerpige, der endnu ikke var fyldt de tredive, kunne af gode grunde selvfølgelig ikke give han en forklaring på dette, og vort medlem sluttede af med at sige, at det havde været bedre, om videnskaben for 30 år siden havde kastet sig over fremstilling af en sådan tablet, i stedet for at fremstille ret unødvendige tabletter som viagratabletter og tabletter af lignende art.

Medlemmets beretning om besøget på apoteket gav anledning til en livlig debat om medicin i almindelighed. Alle var for så vidt enig i, at det havde været dejligt, om en sådan tablet havde været på markedet for 30 år siden. Det var nok begrænset, hvor mange medlemmer, der nu ville indkøbe tabletter, der kun kunne hjælpe for tømmermænd.

Det skal da lige nævnes, at det er godt, at der findes medicin, der både kan helbrede og lindre smerter. Man er bare heldig, hvis man har undgået at skulle være afhængig af medicin.

 

 

 

 

Tjele Langsø

 

 

 

Ørslev Kloster

Uge 48: Torsdag den 27. november 2014

Emne: fornyelse

 

Det er jo nu nok begrænset, hvor meget fornyelse en flok ældre mænd trænger til sådan i det daglige. I det hjemlige har man vel efterhånden fået skrabet så meget sammen, at man vanskeligt orker at skifte ret meget ud. Skulle man endelig finde på at rydde op, ja, så var det måske en god ide, om der ikke var noget, man faktisk godt kunne undvære. Her er det så, at det godt kan blive vanskeligt, for hvad er det lige, som man kan undvære. I første omgang blev der nu nok stillet en hel del til side, idet man havde den klare tro på, at der i hvert tilfælde var ting, der ikke længere havde interesse. Men så kommer det vanskelige. For når nu traileren holder for døren, og der skal læsses på til affalds pladsen, ja, så får man lige øje på ting, som det ikke kan udelukkes, at man på et senere tidspunkt kan få brug for. Så det bliver sat til side med henblik på, at det indtil videre skal forblive hjemme. Men her er det så, at ens mage let kan komme ind i billedet, idet man nu kraftigt bliver formanet om, at  nu drejer det sig om at få ryddet op, og så er det, at man let kan komme til at gøre sit livs dumhed ved at gå med til at smide væk, idet det viser sig, at en uges tid efter, at der blev ryddet op, ja, da havde man netop brug for meget af det, som man ikke længere er ejer af.

Fornyelse kom på tale i saunaen, da siddepladserne havde fået nyt træbelægning. Det var virkelig fint og flot arbejde, og siddepladsernes yderste ende var afrundet således man nu kunne sidde uden man skulle være bange for at få beskadigelse i knæhaserne eller andre udsatte steder. Det må her lige anføres, at der har været tilfælde, hvor et medlem har fået vitale organer i klemme, hvilket selvfølgelig har givet sig udslag i smertens udbrud. Så vidt vides har det dog ikke haft efterfølgende gener, hvis man skal tro på medlemmets egen forklaring.

Fornyelsen i saunaen havde også til følge, at flere medlemmer nu så sig stand til at foretage en ret hurtig skiftning fra øverste til nederste bænk, og det kunne tydeligt ses, at disse ret hurtig skift, blev foretaget med en hastighed, der ikke tidligere var set, idet der nu ikke skulle tages hensyn til risikoen for beskadigelse af de vitale dele.  

Stor tak til centrets ledelse, da denne fornyelse i saunaen har bevirket, at risikoen for skader nu er minimeret væsentligt.

 

 

 

 

 

 

Erik Kjærs foto fra sommeren 2014 - Her fra Mariager

 

 

 

Uge 47: Torsdag den 20. november 2014

Emne: sammenstød

 

Når der sker et sammenstød forbinder vi det oftest med, at der er sket et færdselsuheld, hvor to eller flere biler er stødt sammen, men sammenstød kan være meget forskelligt. Sammenstød kan være med nogen, eller nogle. Der kan være tale om væbnede sammenstød, blodige sammenstød, voldsomme sammenstød, have et sammenstød. Eller moderen og datteren havde et voldsomt sammenstød, hvorefter datteren pakkede kufferten og flyttede hjemmefra. Hvad med ”Titanic”, der på sin jomfrurejse i 1912 havde et sammenstød med et isbjerg. Der kan således være tale om voldsomme eller ubehagelige ting, eller konflikter mellem to parter.

Når sammenstød overføres til saunaen, er det fordi der i dag var ved at udvikle sig et sammenstød på nederste bænk. Et forholdsvis nyt medlem, ret bredskuldret, havde ”presset” sig ned mellem to ”normale” medlemmer. Dette resulterede i, at den bredskuldrede, som jo, i forbindelse med sin korpus, var de to overlegen, gav de to ”normale” medlemmer en noget hårdhændet behandling, hvilket udløste ukvemsord fra en af de to. Her var det så, at sammenstødet var tæt på, men det skal til den bredskuldredes ros anføres, at han tog det meget roligt, og sagen blev sluttet med et overbærende smil fra hans side.

Midt under denne episode skete der pludselig noget ret uventet. Døren til saunaen gik op, og livredderen trådte ind. Den ellers noget højrøstede debat forstummede ret brat, og alle ventede spændt på, hvad livredderen havde at berette. Det skal lige anføres, at det var lige midt i velkomstsangen til et nyt medlem. Man kiggede lidt rundt i saunaen, hvad kunne der være sket. Præsidenten foretog en hurtig optælling, savnede man nogen. Kunne det tænkes at livredderen havde fundet et medlem på bunden af svømmebassinet. Nej, denne tanke var ret utænkelig, idet det er ret sjældent, at medlemmerne bevæger sig ud i bassinet, hvor vandet er over knæhøjde.

Endelig tog livredderen ordet, og hans henvendelse gik udelukkende ud på, at han i dag havde observeret, at to medlemmer var stødt sammen ca. midt i bassinet. Han havde ikke tidligere bemærket, at to medlemmer samtidig havde befundet sig midt i bassinet, og hvis det var noget, som han kunne forvente for eftertiden, var det da muligt, at der skulle foretages andre foranstaltninger.

Vi må nok betragte denne hændelse som noget, der ikke kan forventes hver gang.

 

 

 

 

Fra Erik Kjærs fotosamling fra sommeren 2014

Østerlars kirke, Bornholm

Ekkodalen, Bornholm

 

Uge 46: Torsdag de 13. november 2014

Emne: at leve op til forventninger

 

Det med at leve op til forventninger startede i grunden på et meget sagligt niveau i saunaen, idet samtalen tog sin begyndelse med, at det da var ganske fantastisk at en satellit, sendt op fra Jorden for 10 år siden og med en hastighed af 65.000 km. i timen, og i en afstand af 500 millioner kilometer fra Jorden, var i stand til at ramme en sort isklump, der er ca. to gange fire kilometer. For 10 år siden havde man forventning om, at det ville være muligt at foretage denne landing, og i går viste det sig så, at man havde levet op til forventningerne. I den forbindelse er det da også ganske imponerende, at et dansk firma har stået for strømforsyningen til rumsonden, Rosetta.

Hvert år skal der vedtages en finanslov, hvorvidt finansloven bliver rød eller blå, er ikke det, der skal debatteres her, men her skal kun nævnes, at vi da godt må have forventninger om, at finansloven vil tilgodese pensionister og andre grupper, der må leve på overførselsindkomster. Vi må da også håbe og have forventninger om, at der bliver midler, så vi kan have et godt og velfungerende sundhedsvæsen, et sundhedsvæsen, hvor personer, der af den ene eller anden grund  er indlagt på sygehus, ikke skal henvises til at ligge på gangene.

På lokalt plan må vi da også have forventninger om, at de folkevalgte politikere på bedste måde vil varetage de opgaver, de som folkevalgte er bemyndiget til at foretage, med hensyn til fordeling af midler på en måde, så flest mulige bliver tilgodeset, således, at skoler, vejnet, kultur og meget andet må få del i midlerne.

I saunaen levede det nye medlem helt op til forventningerne. Der var ved at blive lidt uro, idet han  først indfandt sig på et meget sent tidspunkt, men tålmodighed belønnes, og han blev indlemmet i klubben på behørig vis. Han satte ellers klubben på prøve, idet han havde medbragt rekvisitter af en størrelse, der ikke tidligere var set i klubben, men medlemmerne faldt ikke for fristelsen.

 

 

 

 

 

 

foto fra Pont du Gard, Frankrig - Erik Kjærs fotosamling

 

 

Uge 45: Torsdag den 6. november 2014

Emne: lidt af hvert

 

Det var en af de dage, hvor der i saunaen ikke var et egentligt emne at diskutere, hvorfor snakken spredte sig over vildt mange emner. Det kunne selvfølgelig ikke undgås, at der blev snakket lidt fodbold, og med den interesse, som dette emne tilsyneladende gav anledning til, var det tydeligt at mærke, at mange af debatdeltageren virkelig gav udtryk for, at det var et emne, som de havde forstand på. Synd at de mange guldkorn ikke kommer superligaens træner for øre, for her var virkelig noget, som han ganske givet kunne bruge i forbindelse med optakt til næste kamp. Ja, der var måske enkelte af debatdeltagerne, der kunne få en plads på udskiftningsbænken.

Fra fodbold fik debatten en brat drejning, idet der blev snakket lidt politik, selv om dette emne normalt ikke er noget, der tages op til debat i saunaen, idet medlemmernes politiske holdninger er meget forskellige, hvilket måske kunne udløse en noget utilsigtet højrøstet debat. Det blev dog ikke tilfældet i dag, da debatten udelukkende drejede sig om et nordjysk folketingsmedlem, der pludselig havde oplyst, at folketingsarbejdet nu skulle være slut, og i stedet skulle der fokuseres på et arbejde i erhvervslivet. Hvorvidt folketingsmedlemmets farvel til folketinget ville være til skade eller gavn for partiet, ja, det skal stå hen i det uvisse. Her skal måske lige tilføjes, at det pågældende parti ikke er et parti, der overbelaster folketinget med medlemmer. Debatten i saunaen gik nu mest på, hvorvidt man som valgt medlem af folketinget bare kunne forlade dette midt i en valgperiode, men der var tilsyneladende ikke nogen, der mente, at folketingsarbejdet ville lide skade, selv om et medlem bare pakkede tasken.

For at blive lidt ved politikken, havde, også et nordjysk folketingsmedlem, gjort sig bemærket, idet pågældende på facebook, havde skrevet om chikanesagen i Mariager. Det er selvfølgelig også en sag, hvor alle er enig i, at den chikane, som familien i Mariager har været udsat for, er helt utilladelig, men her var det så, at folketingsmedlemmet var gået så langt som at mene, at chikanemageren, eller magerne, skulle stilles for retten og dømmes som terrorister. Man kan måske godt følge skribenten så langt, at man vanskeligt kan foreslå en for hård straf, men nu ligger det jo sådan, at man vanskeligt kan dømme for noget, hvis lovgivningen ikke er til stede. Men det er måske også for meget at forlange, at vore lovgivere skal være helt hjemme i det, som de selv lovgiver.

I øvrigt fik saunaklubben et nyt medlem, og med de tilkendegivelser, som han kom med, tyder alt på, at han vil leve op til klubbens forventninger.

 

 

 

 

 

De blå broer i Hobro

 

Uge 44: Torsdag den 30. oktober 2014

Emne: løvfald

 

Det nu ikke helt ualmindeligt at man her i efterårstiden taler om løvfald, men snakken i saunaen opstod nu fordi, der på en eller anden måde blev henvist til, at de fleste medlemmer, ja, næsten alle var udsat for et ret synligt ”hårfald”, men da der kun var ganske få, der stadig havde hår, ja, næsten som i de fagre unge år, var det ikke så meget deres hårpragt, der blev diskuteret, men diskussionen kom mere ind på den charme, der faktisk var ved at have begrænset hårvækst. Ja, man kunne jo bare henvise til, at rigtig mange unge mennesker fandt det meget charmerende at være glatraget. Efterhånden som diskussionen blev langstrakt, var det tydeligt at se, at de ganske få medlemmer, der stadig havde lidt hår tilbage, nu kom i tvivl, om det måske var en godt ide, at få denne hårvækst fjernet, for på den måde at være lige med de øvrige medlemmer. Der var da også straks ivrige medlemmer, der stillede sig til rådighed med både saks og barberkniv, men dette, ellers gode tilbud, var der tilsyneladende ingen, der fandt anledning til at tage imod.

Almindelig tale om løvfald er jo tab af  blade hos buske og træer, hvorved fordampning og kuldeskader på ugunstige årstider undgås. Når daglængde og temperatur når under et bestemt niveau, begynder planter at producere plantehormonet ethylen, som igangsætter en række processer i bladene. Først nedbrydes mange stoffer, blandt andet proteiner og klorofyl, og næringsstofferne transporteres til andre dele af planten. Tilbage bliver faste bestanddele og uopløselige stoffer som giver efterårsløvet dets gule og røde farver.

Denne lidt tekniske udredning kun for at fremhæve den lighed der kan være mellem en noget tyndhåret person og efteråret. Der er vel ikke noget, der er smukkere end når efteråret står i de smukkeste farver, ja, det overgår faktisk foråret, når der kun tænkes på visuelle, men forår har så forventningens glæder.

 

 

Høstfest 23. oktober 2014

 

man skal have det fine tøj på

 

så skal der synges

Uge 43: Torsdag den 23. oktober 2014

Emne: chikane

 

Der opstod i saunaen en ret livlig debat i forbindelse med, at der her i kommunen, en mindre by beliggende øst for hovedbyen, Hobro, befandt sig et par, der måske levede lidt anderledes end det man forbinder med den normale livsførelse. Hvem der så har sat normer for normal livsførelse, ja, det må stå hen i det uvisse, for er der i grunden nogen, der har patent på at kunne påpege, hvad der er den rette måde at leve på. Her er det så, at nogle henviser til religionen, men der findes jo så mange former for religioner, der hver på sin måde henviser til den rette livsførelse, at det næppe er her, man kan forvente at få at få det sande og rette svar.

Nu gik diskussionen også mere på, at de pågældende personer, der var udsat for grov chikane, havde meldt det, de havde været udsat for til politiet, og her var der enighed om, at det var helt på sin plads, at disse gerningsmænd/mand blev stillet til ansvar for de, som de havde udsat de pågældende personer for. Det kunne på ingen måde tolereres, at fordi man havde en livsførelse, som nogen, eller nogle, måske ikke var enig i, ja, så kunne man risikere at blive udsat for ting, der absolut ikke hørte hjemme i et land, der hele tiden profilerede sig med at være et land, hvor der var ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed.

Man må håbe, at politiet finder frem til gerningsmanden, eller mændene, og at han, eller de, får den fortjente straf. Man kan ikke ustraffet chikanere personer, der lever lidt anderledes end man måske selv synes er den rigtige måde at leve på.  Der var i den pågældende sag tale om ret grove chikanerier i form af hundelorte, der var smidt ind i haven og på døre og vinduer, ligesom meget andet også var smidt ind til dem. Man kan godt forstå, at de pågældende personer både er bange og samtidig må det være meget krænkende.

I saunaen var der begyndende optræk til, at en person følte sig lidt chikaneret i forbindelse med, at et medlem, måske også noget bramfrit, kom med udtalelse, der godt kunne føles lidt krænkende om et andet medlems udseende. Hvorvidt udtalelse har sin rigtighed, ja, det skal ikke nærmere debatteres her.

Alt fik dog en fredelig afslutning, idet alle skulle til efterfølgende høstfest.

   

 

 

 

 

 

Musikkens Hus Aalborg - Erik Kjær

 

 

Uge 41: Torsdag den 9. oktober 2014

Emne: information

 

Det er helt utroligt, hvad man bliver udsat for af informationer af enhver art. Man kan selvfølgelig også i mange tilfælde kalder det reklamer, men uanset om man kalder det det ene eller det andet, så er det informationer, man bliver bombarderet med. Bare se i postkassen, hvis man ikke har fravalgt reklamer, så kan man godt et par gange om ugen foretaget et større sorteringsarbejde, idet langt de fleste af reklamerne straks går i dyngen til forbrænding. Tilbage bliver nogle få stykker, hvor man måske godt kan blive informeret om et eller andet, der kan have ens interesse.

Bliver man så lidt træt af de mange reklamer eller informationer, som man har fået via postkassen, så trænger man til lidt ro i den gode stol foran fjernsynet, hvor man så straks begynder at ”sappe” lidt rundt i de mange kanaler, som de fleste har. Nu troede man lige, at man var sluppet af med reklamerne, men nej, vel nok mindst hver anden kanal, som man kommer ind på, er det også reklamer man bliver bombarderet med. Endelig efter lang tids søgning finder man en kanal, hvor der vises en eller anden uinteressant film, men trods alt dog bedre end de mange reklamer. Nu finder kroppen ro, og man skal til at nyde filmen, men hvad sker, pludselig er der stop i filmen, og igen får man dårlig samvittighed, da man jo ikke bruger den rigtige slags hud creme, der skal bruges, hvis man ikke vil risikere at kroppen går helt i forfald.

Nu skal det ikke forstås sådan, at informationer altid er et irritations moment, nej slet ikke. Der findes da rigtig mange informationer, der er en stor hjælp i det daglige. Der kan være informationer om forskellige former for kulturelle arrangementer og informationer om ting, som man bør være orienteret om, ja, der kan endog være tale om trafikinformationer, hvis det har været regnvejr, og der er en vandpyt et eller andet sted, som man helst skal køre udenom.

Et bevis på information blev også vist i dag i saunaen, hvor der glædeligt var mødt et nyt medlem op. Dette bevirkede, at præsidenten, prisværdigt, følte anledning til at informere det nye medlem i visse regler, som man gerne ser efterlevet i saunaen. Ingen tvivl om, at det nye medlem er godt orienteret, for præsidenten fortsatte informationsstrømmen lang tid efter, at øvrige medlemmer havde forladt saunaen til fordel for en svømmetur. Nu bliver det så spændende at se, om de mange informationer har givet anledning til, om det nye medlem mener at kunne leve op til reglerne, men vi må håbe, at han fortsat har mod på at komme.

God efterårsferie – husk ingen svømning i næste uge.

 

 

 

 

Erik Kjærs fotosamling - Post Danmark rundt 2014

 

Uge 40: Torsdag den 2. oktober 2014

Emne: optagelse

 

Der udspandt sig en livlig diskussion i saunaen om begrebet optagelse, idet de fleste medlemmer i deres aktive arbejdstid havde været udsat for adskillige gange at være med til en eller anden form for optagelse. Det kunne være helt tilbage i barndommen, hvor der godt kunne have været en form for optagelse i forbindelse med, om man kunne være med i en drengegruppe. Nu skal det på ingen måde forstås sådan, at der her tænkes på drengebander, hvis formål havde været at udøve kriminelle handlinger.

Her var det så, at et medlem berettede om, at han havde været med i en drengegruppe, der var meget aktive her i efterårstiden, hvor æbler, pærer og andre former for frugter, var klar til spisning. I gruppen havde man set sig træt af, at al den frugt bare lå på jorden, uden nogen tilsyneladende fandt  anledning til at udnytte disse så gode og sunde madvarer. Derfor var gruppen gået ivrigt ind for at rense jorden for de nedfaldne frugter, hvilket vel må siges at være en miljømæssig handling, der fortjener anerkendelse i stedet for straf. Man havde ganske vist ikke indhentet tilladelse fra ejerne af de omtalte frugttræer, men det havde man anset som en formssag. At man ind imellem var kommet til at tage lidt af de frugter, der endnu ikke var faldet ned, er vel kun forståeligt.

Således kunne der nævnes utallige former for optagelse, men den form for optagelse, der i dag var til stor diskussion, var, at et medlem, ganske vist fra Mariager, bad om en kort bemærkning, og herunder fremførte han, at han var blevet kontaktet af en person, hjemmehørende i Mariager, der havde udtrykt ønske om at blive optaget i saunaklubben. Umiddelbart var de fleste nok indstillet på, at den pågældende person, da godt kunne optages til en prøvetime, men der var dog et medlem, der var lidt betænkelig, idet han henviste til, at Mariager var så rigeligt repræsenteret i klubben, men han var dog også indstillet på, at den pågældende fik en prøvetime.

Det blev således vedtaget, at medlemmet, der havde fået henvendelsen, skulle kontakte den pågældende for at belære ham om selve proceduren ved optagel

 

 

 

foto fra Avignon - Erik Kjær sommeren 2014

 

Uge 39: Torsdag den 25. september 2014

Emne: sproget

 

Det er i grunden utroligt, hvor meget man kan nå at snakke om, bare det, at man opholder sig i en sauna i forholdsvis begrænset tid. En lille bemærkning er nok til, at det udvikler sig til en større diskussion/samtale. I dag havde et medlem forladt saunaen ganske kort tid, han havde fødselsdag og i forbindelse med dette, havde han forskellige gøremål, som krævede, at han var lidt væk fra saunaen, men da han indfandt sig, udbrød han, at min plads er der hvor badebukserne ligger. Denne udtalelse førte til, at et humoristisk medlem udtalte, at det var ganske unødvendigt, at han påmindede os om dette, idet dette kunne vi lugte. Her var det så, at et andet medlem oplyste, at lugte også kunne udtales som ”lyte”. Her må det lige anføres, at dette medlem vist ikke er født og opvokset inden for bygrænsen.

Nu udspandt sig en større samtale om nye ord, der efterhånden er anerkendt i det danske sprog. Hvad med et ord som ”fladlusdambrug” – det er et humoristisk ord for overskæg – eller ”gastroseksuel” – det er en person, der hæmningsløst er optaget af god mad – eller ”selfie” – et selvportræt taget med kameraet i en mobiltelefon og lagt ud på de sociale medier – eller ”øvdagskultur” -  det er når man bliver hjemme og tager sig en betalt sygedag, når man føler sig uoplagt til at gå på arbejde. Dette kun et lille uddrag af de mange nye ord, der er dukket op i det danske sprog.

Nu er det også sådan, at i saunaen dukker der jævnligt ord op, som, for det første ikke egner sig til offentliggørelse, og for det andet er det ord, som ganske givet ikke vil egne sig til at blive fremsendt til Dansk Sprognævn. Så indtil videre vil disse ord kun være at finde i en lukket kreds.

 

 

rytterknægten

 

Igen foto's fra Erik Kjærs sommertur til Bornholm 2014

 

Allinge

Uge 38: Torsdag den18. september 2014

Emne: løsrivelse

 

I dag, hvor de 4,3 millioner mennesker i Skotland skal afgøre, hvorvidt Skotland skal være et uafhængigt land, eller om Skotland skal fortsætte som en del af Storbritannien, sammen med England, Wales og Nordirland, var det vel ret naturligt, om samtaleemnet i saunaen drejede sig om løsrivelse.

Løsrivelse kan jo dreje sig om mange ting, og hvorvidt det er klogt af Skotland at løsrive sig og blive en selvstændig stat, ja, det har vel for os ikke den helt store betydning. I fjernsynet har man dog set, at flere har udtalt sig om, at ved en løsrivelse ville de være at sammenligne med Danmark. Sammenligningen er måske lidt vanskeligt at få øje på, idet den helt store løsrivelse har Danmark da vist ikke været ude i her i nyere tid.

Der var dog visse røster i saunaen, der pegede på, at det måske ville være klogt, om Nordjylland løsrev sig fra den øvrige del af Danmark. Her kan man allerede udlede, at en løsrivelse ikke bare er noget, der er så let. For nu opstod straks det spørgsmål, hvad kan betegnes som Nordjylland, er Limfjorden grænsen eller er det Mariager Fjord. Her var det så, at en del medlemmer som er bosiddende i Mariager, straks protesterede, idet de mente sig berettiget til at komme med i løsrivelsen. Dette spørgsmål kunnen nu nok klares ved, at løsrivelsen skulle være hele region Nordjylland.

Næste spørgsmål var så, om det skulle være kongedømme eller republik. Vi kunne nok ikke forvente at 1. kronprins ville flytte til Jylland, og 2. kronprins havde jo netop afstået sin ejendom i Jylland, så intet tydede på, at han var særlig interesseret i dette område. Da det nordjyske og især Vendsyssel er kendt for god kartoffeljord, kunne der måske tilbydes ham nogle tønder land, hvor han kunne udfolde sig med sin viden om landbrug. Det ville nok være vanskeligt at finde en bolig af den størrelse, som han er vant til, så vi må nok holde os til en præsident.

Løsrivelse kan jo også forekomme inden for de familiære forhold, og det var netop, hvad der var tæt på i dag, idet 2 brødre totalt havde misforstået hinanden i forbindelse med størrelse af drikkekrus, der skulle bruges til en festlig lejlighed. Striden blev dog bilagt, og aftalen blev, at for eftertiden indkøber man selv varer af denne art.

 

 

 

 

Christiansø

 

Uge 37: Torsdag den 11. september 2014

Emne: huskedage

 

Når man befinder sig blandt personer, der har opnået en vis alder, vil samtalen ganske naturligt mange gange komme ind på begivenheder, der er sket for flere år siden. Dette var også det, der foregik i saunaen i dag, idet man erindrede tirsdag den 11. september 2001, hvor 19 mænd med tilknytning til al-Qaeda kaprede 4 passagerfly, hvoraf terroristerne styrede 2 af flyene ind i World Trade Centers ”tvillingetårne”. Dette terrorangreb førte til, at omkring 3000 mennesker mistede livet.

Sådan en dag er en dag, hvor mange husker nøjagtigt, hvad de lavede denne dag, og det var da også mange forskellige gøremål, som man havde været i gang med.

Mordet på præsident John F. Kennedy, fredag den 22. november 1963, er også en dag, som mange husker ganske tydeligt.  Man har det helt klare billede for sig, præsidentens kortege kører ad Elm Street, Dallas i Texas og pludselig ser man stor forvirring i præsidentens bil, og det viser sig senere, at han var blevet ramt af riffelkugler, der var dræbende.

Flere af saunaklubbens medlemmer erindrede da også denne dag ganske tydeligt. Et medlem udtalte, at han ganske tydeligt huskede dagen, for denne dag havde han frygtelig ondt i højre stortå, og det havde udviklet sig til, at han måtte en tur på sygehuset, og det undrede ham, at ingen på sygehuset havde hørt noget om mordet på præsidenten. Nu må man jo nok hertil sige, at såfremt sygehuset i dagen løb har haft flere behandlinger af personer med en tilsvarende skade, som ondt i stortåen, ja, så har de jo haft nok at se til.

Et medlem skulle også i dag fejres med fødselsdag, og det er da også en dag, der måske vil gå over i huskedagene, idet fødselaren indfandt sig så sent, at fødselsdagssangen blev noget forhastet. En del medlemmer var noget betænkelig ved, om han overhovedet ville indfinde sig. Nu er det så skik og brug, at fødselsdagssangen afsynges igen efter en veloverstået svømmetur, men her var det også lige ved at gå galt, idet fødselaren igen udeblev. Da han endelig indfandt sig, blev det selvfølgelig påtalt, og selve episoden kan andre måske også lære lidt af.

 

 

Opalsøen

 

foto's fra Erik Kjærs sommertur 2014 til Bornholm

 

Hammershus

Uge 36: Torsdag den 4. september 2014

Emne: byfester

 

Byfester er et begreb, der har været kendt og dyrket i mange, mange år, og netop her i Hobro har den årlige ambulancedagsfest været afholdt. Det har efterhånden udviklet sig til at være en fest, der strækker sig over flere dage, og nu begynder festlighederne allerede om torsdagen og afsluttes først søndag aften. Ja, festlighederne er faktisk begyndt for et par uger siden, idet der nu afholdes en klassisk koncert i Idrætscentret, en koncert, der tiltrækker mange besøgende, idet der i år var omkring 800, der overværede denne koncert.

Saunaklubbens medlemmer er et bredt udsnit af mennesker, der i ungdommens vår, geografisk var spredt over det meste af landet. Det var dog gældende for de fleste, at uanset hvor man havde været, så havde der det pågældende sted været afholdt en eller anden form for byfest/sommerfest. Det var ret spændende at høre, hvordan de forskellige fester havde været afholdt, men man må nok konkludere, at uanset hvad formålet med festen eller festerne havde været, ja, så var overskuddet kommet hjem ved salg af øl. Man kan så selvfølgelig diskutere, om det moralske i at støtte gode formål ved hjælp af midler, der er kommet ind ved salg af øl til unge mennesker. Omvendt må man jo heller ikke være så naiv at tro, at blot man sletter salg af øl ved byfester, ja, så har man en ungdom, for den slags skyld også ældre, der forsager alle former for alkoholske drikke.

Det kan selvfølgelig ikke være på sin plads, at man kan se børn helt ned i tolv års alderen, der ”laller” rundt på en festplads, med ølflasker i hånden. Her er det vel, at forældrene må ind i billedet. Det er bare så nemt for vi andre at sige, at det er forældrenes ansvar. Det er nok ikke altid så let at leve op til det forældreansvar med nutidens ungdom, som det var, da vi var unge.

Når så festerne er overstået, og et forhåbentlig overskud er uddelt til forskellige gode formål, ja, så er det da dejligt at se, at uanset hvordan overskuddet er blevet til, så har det medvirket til, at børn og unge kan være med i et sundt og godt foreningsliv, hvor mange frivillige yder et stort stykke arbejde.

Så, kære saunaklubmedlem, næste gang du skal til byfest, så gør det ikke  noget, at du drikker en ekstra øl, for overskuddet går til et godt formål.

 

 

 

 

 

sensommerdag ved Limfjorden

 

Uge 35: Torsdag den 28. august 2014

Emne: brokdag

 

For ikke at forveksle sygdomsbegrebet brok er emnet kaldt brokdag, hvilket ord dog ikke findes i ordbogen, men årsagen er simpelt hen, at der i saunaen var en hel del, som man brokkede sig over. Det begyndte faktisk med, at et medlem mente, at det var meget uheldigt, at såvel præsidenten som vicepræsidenten ikke var til stede, idet det da ikke kunne udelukkes, at der kunne opstå situationer, hvor en ledelsesrepræsentant ville være påkrævet.

Efter denne ret alvorlige situation, var der ligesom lagt op til, at nu kunne der skydes løs på alt og alle. Derfor kom det da også ret overraskende, at det næste, der kunne brokkes over, var, at mælkeprisen for landmænd var faldet med 10 øre pr. liter, og set over en længere tid var prisfaldet op på hele 40 øre pr. liter. Det kan da heller ikke bortforklares, at dette prisfald for landmændenes  vedkommende ganske givet giver økonomiske problemer for nogles vedkommende, men lidt egoistisk set fra saunaklubbens medlemmer, er det vel begrænset, hvor mange der her bliver direkte berørt. Man skulle da næsten tro, at dette prisfald også skulle kunne mærkes ved køb af mælk i forretningerne, men det bliver næppe tilfældet.

Saunaklubbens medlemmer er vel nok så nogenlunde kongetro, men det næste, der kom til debat var, hvorvidt det var rimeligt, at kongehusets medlemmer skulle have tilført flere midler fra den offentlige kasse. Dette emne blev meget grundigt debatteret, men her skal ikke refereres alt, hvad der kom ud af denne debat, idet der godt kan være udtryk imellem, som ikke egner sig til offentliggørelse. Nu skal det på ingen måde opfattes som en slags opstandelse mod kongehuset, slet ikke, for stort set var der enighed om, at vi her i Danmark havde et kongehus, der på bedste måde repræsenterede landet, men det, der måske kunne sættes spørgsmålstegn ved var, om det var rimeligt at tilføre midler til personer, der stort set ikke repræsenterede kongehuset.

Sluttelig må det vel siges, at det her nok havde været på sin plads, om præsidenten eller vicepræsidenten havde været til stede, hvilket ganske givet ville have medført en debat på et lidt andet niveau.

 

 

 

 

 

Erik Kjærs fotosamling fra Vietnam

 

 

Uge 34: Torsdag den 21.august 2014

Emne: farvel sommer

 

Pludselig har vejret skifter fra at være solrigt og dejlig varme, er det nu pludselig blevet et helt andet klima. Dette er jo i sig selv slet ikke så mærkeligt, for det er da noget, der sker år efter år, at når først vi er kommet et godt stykke ind i august, ja, så er der normalt vejromskiftning. Men det er nok selve overgangen, der kan føles lidt trist, for vi er jo godt klar over, at nu går der lang tid, inden vi igen kan ligge i havestolen og nyde den dejlige sol.

Det gav selvfølgelig anledning til, at der i saunaen blev talt en del om de dejlige sommerdage, som vi oplevede i denne sommer. Mange havde virkelig nydt de dejlige dage under hjemlige himmelstrøg. Dog havde enkelte da også været en tur i det sydlige udland, men i år havde det faktisk for manges vedkommende været en tur, hvor vejret havde været bedre, hvis de var blevet her i landet. Nu er det jo selvfølgelig ikke det afgørende for en god ferie, at vejret skal være med høj solskin og ingen regn hver eneste dag. De oplevelser man får, ved at besøge andre kulturer, er bestemt ikke afhængig af vejret.

Hvad er det så for oplevelser man kommer hjem med, ja, her er det heldigvis sådan, at det er vidt forskelligt, hvad man betegner som en god og indholdsrig oplevelse. Nogle får de store oplevelser ved at se en natur, der er helt forskelligt fra det vi har her, andre glædes over at se smukke og gamle bygninger. Det er i grunden utroligt, hvor mange kirker de fleste har besøgt i forbindelse med en udenlands ferie. Her kan det da lige bemærkes, at det også kan være en stor oplevelse at se mange gamle og nyere kirker her i landet.

Noget de fleste tale om i forbindelse med en udenlands tur er maden. Her er det mange gange spørgsmålet om, hvor billigt det har været, i forhold til at skulle spise på restauration her i landet. Det er da selvfølgelig heller ikke en uvæsentlig post i regnskabet for en familie, hvis der skal spises på restauration hver dag. Her er det jo også meget benyttet at bruge de steder, hvor alt er betalt.

Hvorom alt er, så må vi nu til at finde glæden ved efteråret, hvilket jo heller ikke er så vanskeligt, idet der mange gange har været en rigtig god og dejlig september, så, glæd dig til det.

 

 

 

 

 

 

udsigt over Mariager fjord

 

 

Hotel Amerika - set fra Østerskoven

 

 

 

Uge 33: Torsdag den 14. august 2014

Emne: hjælpsomhed

 

I dag var det første svømmedag efter en dejlig sommerferie, hvor solen og vejret i det hele taget havde vist sig fra den bedste side. Der var fint fremmøde i saunaen, og der var mange gode beretninger fra oplevelser af den ene eller anden art, som medlemmerne havde haft i ferien.

Det var ganske naturligt, at snakken gik en hel på, at vores fodboldhold i superligaen havde overrasket alt og alle, ved som det allerførste at slå OB, derefter var det Brøndby, der m måtte se sig slået på banen her i Hobro. Nu kunne det jo næsten ikke blive bedre, og der var ikke mange, der levnede holdet en chance i næste kamp, der skulle spilles mod FCK i Parken. Som en anmelder skrev, kom holdet kørende på traktorer til København, og ganske uimponeret gik de på banen, hvor de totalt udraderede det store professionelle hold, der nærmest blev ydmyget med et nederlag på ikke mindre end 3 -0.

Alt dette har gjort, at Hobro næsten er kommet på verdenskortet, og i dagene efter sejren, var det ikke blot lokalaviserne, der var fyldt med lovord, nej, det var så sandelig også de landsdækkende aviser, ligesom TV heller ikke stod tilbage med dækning.

Samtalen i saunaen var i den forbindelse inde på den store hjælp, som mange frivillige udøvede i forbindelse med afvikling af kampene her i Hobro. Det var virkelig godt at se den store opbakning, der er bag holdet, og det er også godt at se den ydmyghed, som holdets repræsentanter udviser, når de udtaler sig til pressen.

Her var det så, at præsidenten kom ind med hjælpsomhed, idet han her i ferien havde mødt en anden form for hjælpsomhed i forbindelse med, at han i sin nye bil havde været på indkøb i Hobro med sommergæster. Da der skulle købes billigt ind parkerede han i kælderen i Føtex. Efter indkøb kom han, sammen med gæsterne, tilbage til bilen, hvor det blev konstateret, at bilens højre forhjul var punkteret. Præsidenten forsøgte efter bedste evner at løsne skruerne, så hjulet kunne udskiftes, men her slog kræfterne ikke til. Men nu kom datteren heldigvis til hjælp, idet hun med meget høj røst råbte: Er der nogen, der kan hjælpe en mand, der er tæt på de 80. Heldigvis var der en smed i nærheden, og han kunne med en enkelt hånd løsne skruerne, således familien kunne fortsætte deres færd mod Broløs.

Med medlemmernes gennemsnitsalder mente præsidenten at der var håb for alle til at få hjælp i en presset situation. Et enkelt medlem undrede sig lidt over, hvordan det var lykkedes præsidenten at få en punktering i en ny bil.

 

 

 

 

 

Afslutning før sommerferie 2014 - som de ses er der lækker mad

 

Uge 26: Torsdag den26. juni 2014

Emne: hekse

 

Her lige efter Sankt Hans aften er det vel meget naturligt, at snakken bevægede sig ind over emnet hekse og hele området med afbrænding og den slags. Vi går jo alle med den overbevisning, at heksene, der bliver brændt på bålet, farer afsted til Bloksbjerg siddende på en kost. Når man siger, at hekse flyver på koste, så kommer det af, at man sagde, at de red på en kost, når de gik over markerne med en potent kost strittende op mellem benene. Heksene gjorde det for at øge markernes frugtbarhed.

Det var noget af en anklage at få på sig, når man blev anklaget for at være en heks. Man kunne ifølge overtroen altid teste, om en kvinde var en heks, ved at binde hende nøgen og smide hende i vandet fra en bro, hvis hun kunne flyde, så var hun skyldig, og hvis hun sank og druknede, så kunne hun begraves i indviet jord, og derved kunne hun sikres en plads i paradiset. Deraf kan man se, at der også dengang var visse rettigheder for kvinder.

Hvad er det så, der er nutidens hekse. Er det dem, der på alle tænkelige måder unddrager sig at være med til at opretholde vores nuværende samfund, ved skattesnyd eller anden form for at undlade at være bidragsyder til den store statskasse, der trods alt skal være der, hvis vi fortsat vil have et system, der sikre, at det enkelte menneske, kan få den hjælp, der er behov for. Eller er det de personer, på en eller anden måde forurener vores natur, eller er det de politikere, der ikke gør nok for, at den slags ikke skulle kunne forekomme. Eller er det dem, der vil have sat bomme op ved landegrænserne, således at vores land kun er for de udvalgte – eller er det dem, der hellere ser, at vores land er et land, hvor alle frit kan komme. Er det dem, der på grund af sygdom, arbejdsløshed er havnet i en situation, som de ikke har haft indflydelse på, men nu må leve af midler, der kommer fra den offentlige kasse, eller er det dem, der har gjort de muligt for disse personer, at kunne føre et anstændigt liv.

Der kunne nævnes meget, der kunne henføres til nutidens hekse, men her må det være op til de enkelte, hvad de mener er nutids hekse. Det er altid let at gøre andre til hekse, men her må vi lige tænke på, at hekse ikke skelner mellem køn. En heks er ikke altid en kvinde, det kan lige så godt være en mand. Hvis det er en mand, lyder det måske lidt pænere, hvis han bliver benævnt, som en person, der øver trolddom.

Hvorom alting er, så står sommeren nu for døren, og kære saunaklubmedlemmer, går nu ikke ud og bruge tid på at finde hekse, hvis du bare følger så nogenlunde med i massemedierne, så hører du dagligt om mange hekse.

Alle ønskes en god sommer, og vi ses igen efter ferien.

 

 

 

 

 

sommerbilleder fra Østerskoven i Hobro 2014

 

Uge 25:Torsdag den 19. juni 2014

Emne: flagdag

 

Flagdag, eller Valdemarsdag, som lige har været, var selvfølgelig et emne, der absolut egnede sig til debat og diskussion i en sauna, hvor medlemmerne stort set alle er fra en tid, hvor det nationale står ret højt for alle.  Myten om, at Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland i år 1219, er nu nok noget, de fleste ikke mener har været sandsynligt. Det hjalp selvfølgelig Valdemat Sejr til at vinde et slag, så hvorfor skal vi ikke bare blive i troen på, at flaget faldt ned fra himlen. Ganske vist var det begrænset, hvad man havde af flyvemaskiner og den slags, hvorfra et flag godt kunne være smidt ud fra.

Derimod er Dannebrog nu til dags brugt i mange sammenhænge.  Tænk bare på, hvor meget Dannebrog i disse dage ville have været brugt, hvis det danske landshold havde kvalificeret sig til verdensmesterskaberne i fodbold, og hvis holdet så havde været så heldig at vinde en kamp eller to, ja, så havde man i alle danske byer kunnet se Dannebrog. Selv i de fleste bagerforretninger, havde der været produceret kager i de danske farver.

Jo, der er stadig nationalitetsfølelse i danskerne, og ved større arrangementer afsynges nationalsangen med stor entusiasme, og det høres tydeligt, at her drejer det sig ikke om, hvorvidt ens sangstemme egner sig til udbredelse til en større forsamling, nej, man giver den hele armen, og når det bliver blandet med en tusindtallig skare, ja, så bliver det faktisk til skønsang.

Hvis en by har kongelig besøg, ja, så er der jo ikke den børnehave, der ikke  absolut skal have alle børn udstyret med et dannebrogsflag, hvorefter de i samlet trop, mange timer før de kongelige i karet kommer forbi, tager opstilling, og de er nøje instrueret om, at når de kongelige er i nærheden, ja, så skal de vifte med Dannebrog på en sådan måde, at man skulle tro, at det var en hvepsefamilie, der var ved at sætte sig på forsamlingen.

Jo, saunaklubbens medlemmer var sandelig indstillet på at udvise nationalitetsfølelse på mange fronter. Man var da også indstillet på at udvise lokal nationalitetsfølelse, når vores lokale helte i fodboldens superliga skulle vise deres kunnen på den lokale bane. Hvorvidt man i den forbindelse ville møde op med Dannebrog, var nok lidt tvivlsomt, men om ikke andet, ja, så var man da meget indstillet på at vifte med et ølkrus.

 

 

 

 

 

fra grundlovsfesten ved havnen i Hobro

 

 

Svanen klar til sommertogt

Uge 23: Torsdag den 5. juni 2014

Emne: frihed

 

Debatemnet frihed er selvfølgelig ganske nærliggende at drøfte og diskutere en dag som den 5. juni, idet dagen  jo er grundlovsdag. Hvor meget i grunden grundlovsdag siger for de enkelte mennesker er ret vanskeligt at vurdere. Bortset fra, at det normalt er en fri eftermiddag, ja, så er der måske ikke så mange, der i dag tænker på, at selve grundloven er den lov, der giver vi borgere rettigheder og selvfølgelig også pligter. Det at leve i et land, hvor man har frihed til at udtale sig, og frihed til at vælge den religion, der er ens overbevisning, det er ikke en selvfølge alle steder. Dagligt kan vi i medierne se og høre om mennesker, der absolut ikke har den frihed.

Er det så sådan, at vi måske forholder os lidt for engageret de steder, hvor vi mener, at befolkningen ikke har denne frihed. Der er selvfølgelig ikke tvivl om, at vi absolut ikke deler denne holdning, hvor for eksempel kvinder og mænd ikke har de samme rettigheder. Vi både kan og skal fordømme denne holdning, men er det også sådan, at vi absolut skal vise vores holdning i ord og gerning, ja, i ord, vil være helt på sin plads, men det er måske ikke altid, at gerning er den rette vej til at få ændret disse holdninger. Her må vi vel tænke på, at vi går ind og blander os i en kultur, der har stærke rødder. Rødder så stærke, at der vist skal gå mange år og generationsskift, inden det nærmer sig lidt i retningen af vores opfattelse.

Vi må selvfølgelig værne om de rettigheder som grundloven i dag giver os ret til. Vi har brug for at andre kulturer kommer her til landet, men vi har ikke brug for at disse kulturer vil forkaste de rettigheder, som vi har opnået. Med andre kulturer til landet får vi indblik i, hvad der foregår i den store verden omkring os, ligesom vi også kan bidrage med noget ved at rejse ud til andre steder.

I saunaklubben lovpriste man såvel ytringsfriheden som forsamlingsfriheden, og selv på denne grundlovsdag var det især ytringsfriheden, der var kendetegnende, idet der blev livlig debatteret i forbindelse med, at en kendt politiker fra et kendt politisk parti, havde haft nogle uheldige økonomiske transaktioner, der havde bevirket, at partiet havde måttet udrede ret stor beløb til indkøb af tøj, flyrejser og lignende. Her skal ikke tages stilling til selve handlingen, men kun til, at det er dejligt, at dette kan diskuteres åbent og frit.

.Det, at man i dag kan samles forskellige steder for at fejre grundlovsdag, er en forsamlingsret, som vi værdsætter meget højt, og vi vil på ingen måder tolererer, at udefra kommende vil forsøge at foretage ændringer på disse rettigheder.

Den ytringsret og forsamlingsret vi har, skal vi så forvalte på bedste måde, og vi skal tro og stole på vores tredeling, nemlig lovgivende, dømmende og udøvende magt.

 

 

 

 

 

 

 

et par foto's fra Mariager - Brugsen efter branden-Havnen

 

Uge 22: Torsdag den 22. maj 2014

Emne: EU

 

Selv blandt en forsamling, der for længst har indset, at de næppe har en chance for at få foden inden for i det store fællesmarked, sporedes dog en vis interesse for valgdagen nu på søndag den 25. maj, hvor det jo kunne have været et væsentligt bidrag til folkepensionen, hvis man havde haft mulighed for at blive valgt ind. Det med at blive valgt ind lyder jo ikke helt usandsynligt, idet det da er meget almindeligt, at personer, der i den aktive tid har ydet et eller andet, det behøver ikke at være noget stort, slutter deres karriere med nogle gode år i EU.

Der er også den fordel, at når man først er valgt ind, ja, så ser det tilsyneladende ud til, at man får nogle år, hvor offentligheden ikke har den store interesse i, hvad man går og laver, hvis man overhovedet laver noget. Det kan godt være meget vanskeligt for almindelige mennesker at overskue dette, idet man faktisk kun hører om de personer, der er valgt ind hvert femte år, når der er valg. Så dukker der navne op, som man overhovedet ikke var klar over, at de var med til at repræsentere Danmark i EU.

Med de bidrag, der blev ydet i saunaen, var der ret vanskeligt at blive klogere på, hvad man skulle stemme på ved det kommende valg. For flere år siden var det lidt nemmere, for da var hovedtemaet om det var forsvarligt at avle og sælge krumme agurker. Det var i sandhed noget, som man kunne have en holdning til, for det havde da været ganske uforsvarligt, hvis man kun havde haft mulighed for at købe krumme agurker, hvordan skulle man kunne få en krum agurk til at animere børn til at spise mere grønt, ligesom det også ville være farligt, at få børn til at deltage i selve madlavningen, for det ville da være forbundet med stor fare at udstyre et barn med en kniv til at udskære en krum agurk.

Uanset politisk tilhørsforhold, var der indtil flere saunaklubmedlemmer, der var vidende om, at det kommende valg var noget med en patentdomstol. Man var af den opfattelse, at for erhvervslivet ville det være en fordel, hvis man kunne få patent på et eller andet, ved kun at søge et sted. Umiddelbart lyder det jo meget indlysende, men når det drejer sig om EU, så skal man være på vagt – gemmer der sig et eller andet snedigt bag dette?

Et medlem gik meget ind for at stemme ja til en patentdomstol, idet han i sin sparsomme fritid ihærdigt arbejdede på en opfindelse, der gik ud på, at hvis et medlem, ved et uheld, skulle indfinde sig i svømmehallen uden regelmenteret badetøj, ja, så ville et alarm straks gå i gang. Alarmen ville registrere intime dele af kroppen, hvorefter en højttaler straks ville give en information til vedkommende.

Som forholdene er nu, skal han søge 28 lande om rettighederne til dette fremragende instrument, idet problemet må anses at være til stede i samtlige lande, så det er klart, at det vil gøre det noget lettere kun at søge et sted.

 

 

 

 

et par foto's fra Hadsund

 

 

Uge 21: Torsdag den 15. maj 2014

Emne: tøj

 

En mærkelig sammensætning er det, at man i en sauna seriøst kan diskutere, hvordan man bør være klædt på. Udtrykket ”klædt på” er et udtryk, der bruges om mange ting. Det er således ret vigtigt, at en politiker af sit bagland er klædt på, når han eller hun skal repræsenterer det vedkommende står inde for. Hvis vedkommende ”dummer” sig, så læser eller hører man næsten altid, at det var fordi vedkommende ikke var klædt på. Hvordan bliver man så klædt på, ja, hvis det drejer sig om faglig stof, som vedkommende skal orientere om, så er det selvfølgelig meget vigtigt, at man fagligt er blevet klædt på af personer, der inden for et bestemt emne har en stor viden. Man kan vel ikke forlange, at fordi man er en offentlig person, ja, så skal man være alvidende, men man kan vel forlange, at man sætter sig ind i stoffet, inden man går ind i den store diskussion.

I dagens saunadebat var udtrykket ”klædt på” målrettet mod tøj i almindelighed. Det var selvfølgelig fordi, de seneste dage har nyhedsmedierne været stærkt optaget af, at en kendt politiker i forbindelse med, at han ville fremstå, som en person, der var med på moden, nok må siges at være gået lidt over stregen, idet han i bestræbelse på at gøre sin person mere synligt, havde fået indkøbt tøj fra forskellige modeforretninger. Det i sig selv, kan man vel ikke sige så meget til. Han må jo have selverkendelse til at se, at der skal pænt tøj til, hvis han som person skal være mere synlig. Det, der kan ankes over, er, at tøjet, hvis indkøbspris ligger omkring 150,000 kr., ikke er indkøbt for egne midler, men beløbet er hentet fra partiets sparebøsse. Nu er det så, at partimedlemmerne ikke er helt tilfredse med, at de økonomisk skal være med til at betale for det indkøbte tøj.

Nu må vi vel forvente, at man på tinge er færdig med at diskutere øvrige medlemmers tøjindkøb. Det har været et emne, som har fyldt en hel del, men for efter tiden må vi vel kunne forlange, at der diskuteres politik og ikke al anden unødig børnehavesnak.

Her var det så, at saunaklubbens medlemmer kom i diskussion om, hvorvidt det måske var rimeligt, at de som medlemmer skulle yde et tøj bidrag til præsidenten, i forbindelse med, at han forskellige steder skulle være repræsentant for foreningen. Det var jo ikke ualmindeligt at se præsidenten sammen med kommunens borgmester og andre kendte personer, når der var et eller andet arrangement i kommunen, og her skulle præsidenten jo nødigt falde igennem.

Der var dog enighed om, at præsidenten ikke skulle møde i saunaudstyr, idet dette godt kunne gribe forstyrrende ind i arrangementet.

 

 

 

 

nu er sommeren da vist på vej

 

Uge 20: Torsdag den 8. maj 2014

Emne: 5. maj

 

Sidste uge var der i saunaklubben debat og samtale om 1. maj, en dag som vores generation nok husker og mindes på hver sin måde. Nu står vi så igen med en dato, nemlig 5. maj, der bestemt for os er mindeværdig.

Mange af saunaklubbens medlemmer husker dagen 5. maj 1945, og for de fleste er det en dag, der har prentet sig ind i bevidstheden. Vi husker den nok på hver sin måde, og der var selvfølgelig også forskel på, om man var boende i byen eller på landet. Glæden over friheden var selvfølgelig lige stor, enten man boede på landet eller i byen, men der var nok lidt forskel på, hvordan glæden udartede sig.

Selv boede jeg på landet, og jeg husker den 5. maj, som en dag, hvor vi børn løb rundt og svingede med Dannebrog, og fra skolen var det arrangeret sådan, at alle børn mødtes der, og så gik vi i sluttet trop rundt på øen, hvor jeg boede, og svingede med flag, råbte og sang. Dog husker jeg næsten mere den 4. maj, for da var vi en del, der var forsamlet i øens husflid skole, hvor der var alsang aften. Alsang var fællessangstævner, der blev arrangeret under den tyske besættelse af Danmark i sommeren 1940 som udtryk for dansk national vækkelse. Vi børn var nu nok mest mødt op fordi der blev vist en film om livet i Sønderjylland. Alene at se en sådan film var noget af en oplevelse. Midt under forevisning af filmen gik døren op, og ind kom øens skolelærer, der for øvrigt var frihedskæmper, og han råbte med høj røst: Tyskerne har kapituleret og Danmark er frit. Derefter var der ganske få sekunder, hvor alt var helt stille, men så sprang præsten op på et bord, hvor han  begyndte at synge Kongesangen. Alle rejste sig, og der var vist ikke en i forsamlingen, der ikke sang med. Præsten opfordrede derefter alle børn til at løbe hjem, hvor de skulle få fat i potter, gryder og pander, ja, alt hvad man kunne slå på, så der, som han udtrykte det, kunne blive larm i gaden. Her må jeg lige indskyde, at min mor, der ikke var med til mødet, ikke var helt tilfreds med, at jeg forsvandt med det meste af køkkenudstyret, men hun råbte da i farten, at jeg skulle huske at få tingene med hjem.

Dette her nævnt for kun at give et lille billede af, hvordan man på forskellig vis fejrede dagen, og der var mange bidrag i saunaklubben der fortjener ikke at blive glemt.

Næste år bliv er det så 70 års dagen for befrielsen, og der er da ingen tvivl om, at denne dag igen vil blive fejret på behørig vis.

Der skete så utrolig meget efter befrielsen, og vi må nok også beklageligvis erkende, at der blev foretaget ting, der nok ikke skulle være sket, men efter de 5 år, var det nok svært helt at undgå visse overgreb. Heldigvis blev det begrænset med selvtægt.

 

 

 

 

 

som det ser ud en første maj dag i Hobro 2014

vejen til havnen delvis spærret, og ved Det Røde Pakhus er de røde faner

 

Uge19:Torsdag den 1.maj 2014

Emne: 1. maj

 

Når saunadagen falder på 1. maj, ja, så er det da ganske naturligt, at debatten og samtalen kommer ind på netop denne dag. Det er en dag, som saunaklubbens medlemmer mindes på forskellig vis. Dem, der havde haft arbejde  indenfor  landbruget, erindrer og husker dagen, som en dag, hvor man havde fri fra middag, men det var nu nok ikke medarbejdere fra landbruget, der om eftermiddagen mødte op for at være med i et demonstrationstog. Nej, man samledes nok mere med egnens unge om eftermiddagen for så om aftenen at slutte i forsamlingshuset, hvor man da kunne være heldig og stifte et nyt bekendtskab, der så mere eller mindre kunne udvikle sig. Man kunne ikke tage til byen for at handle, for det var meget almindeligt, at butikkerne havde lukket om eftermiddagen den 1. maj.

Det var også den dag, hvor landbrugsmedhjælpere i mange tilfælde skiftede arbejdsplads. Det var ikke ulamindeligt at se en hestevogn, hvor landbrugsmedhjælperen (karlen) transporterede sine få ejendele fra den ene gård til den anden. Disse ejendele bestod for det meste af et skab, som karlen medbragte fra sted til sted. Det var ikke tider, hvor kammeret, hvor karlen senere skulle være, var forsynet med indbygget skabsplads. Det var heller ikke ulamindeligt, at det nye opholdssted var beliggende tæt på hestestalden, så karlen ikke havde langt, når han skulle fodre hestene om aftenen. Det var helt udelukket på disse steder at få et varmt brusebad. Hvis man dyrkede en eller anden form for idræt på egnen, var der nogle steder mulighed for at få et koldt brusebad.

Nu kan man godt undres lidt over, hvorfor man fandt sig i denne form for enhver tilsidesættelse af  menneskelig hensyn. Her havde det nok været på sin plads, om man havde deltaget i de demonstrationsoptog, der i forskellige byer var arrangeret for at gøre opmærksom på den forskel, der var på rig og fattig.

Mange af saunaklubbens medlemmer havde en hel del af det skitserede i erindringen. Man havde hver sin erindring om første maj.

Man kunne heller ikke undlade at diskutere, hvorvidt 1. maj demonstrationerne havde overlevet sig selv. Var tilstandene nu heldigvis ikke sådan, at der ikke længere var den store forskel. Derfor må man stadig med alvor se og høre på maj talerne, for vi må ikke glemme den tid, hvor der måtte kæmpes for at opnå en så nogenlunde agtværdig tilværelse.

Intet tydede dog på, at man senere på dagen kunne se saunaklubmedlemmer i demonstrationsoptog, hvad skulle de demonstrere mod?.

 

 

 

 

fra Erik Kjærs oplevelsestur til Vietnam

 

 

Uge 18: Torsdag den 24. april 2014

Emne: oplevelse

 

Når man har opnået en vis alder, ja, så er det da også ganske naturligt, at af oplevelser har der været en hel del. Disse oplevelser kan selvfølgelig deles op i forskellige kategorier. Der er kategorier, hvor oplevelserne har været af humoristiske og behagelig art, hvorimod oplevelser af mere alvorlig karakter selvfølgelig også har sin plads i oplevelsesbogen.

Når dette emne kom frem som debatpunkt i saunaen, var det i forbindelse med,  at i masemedierne er der utrolig mange udsendelser, hvor man opfordrer lytterne til at indsende en beskrivelse af en eller anden oplevelse, som man formoder også øvrige lyttere har en interesse i at høre. Det kan da selvfølgelig heller ikke udelukkes, at der mellem disse oplevelser er ting, som har den brede offentligheds interesse, men det må da også siges, at mange af disse indsendte oplevelser, er oplevelser, der kun har interesse for en begrænset skare.

Af og til virker det, som om man i massemedierne absolut skal have lytterne til at fælde dom over et eller andet emne, der lige for tiden er oppe. Næsten dagligt ser man i fjernesynet et skilt, hvor man opfordrer lytterne til at indsende en mail eller sms, hvor man kun skal skrive om man er enig eller uenig. Her er det så, at spørgsmålet næsten kan udformes på en sådan måde, at man får det svar, man helst vil have, og her er det så, at man umiddelbart efter kan henvise til at så og så mange procent af lytterne er enig eller uenig. Man kan vist i mange tilfælde stille spørgsmål ved, om en sådan undersøgelse kan danne grundlag for en korrekt konklusion.

Når man i saunaen lytter til de mange beretninger af oplevelser, som medlemmerne har haft, ja, så der her oplevelser, der helt givet ville være berigende for en større gruppe, men der er absolut også oplevelser, der bestemt ikke egner sig til offentliggørelse for en større gruppe.

Uanset indholdet af de forskellige oplevelser, så må der bestemt opfordres til, at medlemmerne stadig delagtiggøre øvrige medlemmer i disse så interessante oplevelser.

 

 

 

 

 

igen fra Erik Kjærs fotosamling fra Vietnamtur

 

 

Uge 15: torsdag den 10. april 2014

Emne: sommeraktiviteter

 

Efterhånden som vinteren er ved at gå på hæld, er der mange aktiviteter, som normalt benyttes om vinteren, der nu nogle måneder må ligger stille. For den ikke aktive kan dette godt medføre, at der nu pludselig er overskydende tid, idet man nu har vænnet sig til, at der var visse dage med planlagte aktiviteter, hvor der nu ikke er planlagte timer.

Umiddelbart må det vel betragtes som positivt, at der nu er gået en vinter, uden dette har medført en form for jammer over den mørke tid. Det er selvfølgeligt meget individuelt, hvad den enkelte har fået tiden til at gå med, men givet er det, at tilbud har der været mange af, så det har kun været op til den enkelte, om man nu også ville benytte sig af disse tilbud.

Et mærkeligt spørgsmål som mange pensionister bliver udsat for, er spørgsmålet: Nå, hvad får du så tiden til at gå med? Dette spørgsmål bliver selvfølgelig stillet af personer, der er på arbejdsmarkedet, for mange af dem har slet ikke fantasi til at forestille sig, at man kan få en dag til at gå, uden der bliver udført et eller andet produktivt, noget, der absolut må være til samfundets ve og vel. Hvad skal man i grunden svare en sådan spørger. For det første har en sådan spørger sjældent tid, og måske også lyst, til at høre, hvad det er, man som pensionist har muligheder for at deltage i. Mange gange så slutter en sådan samtale med, at spørgeren foreslår, at man skal tage ud på en jordomrejse, nu man har tiden. Hvorfor en sådan rejse skal være af den længde, kan mn jo godt stille spørgsmål ved, idet en tur af lidt mindre varighed, vel også kunne være en mulighed.

Nu skal man jo heller ikke være for kritisk, da disse personer, der deltagende spørger til pensionisternes ve og vel, jo faktisk mener det godt.  Når alt kommer til alt, spørger de jo kun på samme måde, som vi pensionister gjorde, da vi var på arbejdsmarkedet. Var det ikke sådan, at når vi mødte gamle kollegaer, ja, så spurgte vi nøjagtig på samme måde.

Uanset hvad vi vil bruge den overskydende tid, der nu bliver i den kommende tid, ja, så er der masser af aktiviteter, som man kan deltage i. Hvem siger i grunden også, at tiden skal være fyldt op med aktiviteter, for det kunne jo tænkes, at man bare havde lyst til at ”slappe” af på den måde, der nu passer bedst. Så er man godt rustet, når de planlagte aktiviteter igen

 

 

 

 

fra generalforsamlingen, torsdag den 3. april 2014 - præsidenten aflægger beretning og der  er gang i spisningen

 

Uge 14: Torsdag den 3. april 2014

Emne: randzone

 

Da der blandt saunaklubbens medlemmer er en del tidligere landmænd, eller i hvert tilfælde en del, som har kendskab til livet på landet, var det vel ret naturligt, at snakken, eller debatten, i dag kom ind på den nye aftale, der i denne uge blev truffet i folketinget. Det er en debat, der har stået på i flere år, og for en ikke sagkyndig, kan det godt være svært at se, hvad der er det rigtige. Nuværende opposition i folketinget fremlagde vel i sin tid lovforslaget, der så i tidens løb har fået mange kommentarer med på vejen.

I al sin enkelhed går randzoneloven vel ud på, at der skal være en zone på 10 meter langs vandløb og søer, hvor der er forbud mod at dyrke afgrøder, spreder gødning og bruge sprøjtemidler. Formålet med randzonerne er at opnå et sundere vandmiljø med mindre kvælstof  og færre sprøjtemidler.

Umiddelbart ser en sådan lov da ret så fornuftig ud, men der er tilsyneladende mange ting, som man ikke har tænkt på, da lovforslaget blev udfærdiget. Et saunaklubmedlem, ganske vist ret ny, men et medlem, der i sin aktive arbejdsperiode var ret tæt knyttet til landbruget, kunne således berette, at meget af det udsendte materiale viste sig at indeholde ret store fejl, idet der flere steder blev henvist til at randzoneloven skulle overholdes, skønt mange af disse steder, slet ikke var beliggende ved såvel vandløb som søer.

Nu kom debatten meget til at gå på, at man tilsyneladende havde fundet en salomonisk løsning, idet man næsten i enighed havde fundet frem til, at i stedet for 10 meter skulle der nu kun opereres med 5 meter. Man må vel nu sige, at mange års arbejde nu tilsyneladende har båret frugt, og de folketingsmænd og embedsmænd, der har været beskæftiget med dette arbejde, nu kan frigøres til andet indholdsrigt arbejde.

Randzoneloven blev også brugt af et medlem i forbindelse med, at præsidenten fremviste et ben, der var lidt beskadiget umiddelbart under knæet. Medlemmet udtrykte det sådan, at hvis man brugte randzoneloven, kunne det nok undgås at amputere hele benet, man kunne nok nøjes med det halve.

Debatten sluttede , idet alle nu v ar klar til at gå til den årlige generalforsamling.

 

 

 

 

 

Uge 13: Torsdag den 27. marts 2014

Emne: stilhed

 

Et mærkeligt emne at tage op i en sauna, men hvor utroligt det end lyder, så var der over en længere periode total tavshed i saunaen, og på et tidspunkt var der et medlem, der gav udtryk for, at dagens emne ganske passende kunne være stilhed.

Nu er det ikke sådan, at der normalt er stilhed i saunaen, tværtimod så plejer der at være en livlig debat om både det ene og det andet. Nu er det jo i sagens natur også ganske besværligt at diskutere stilhed, for det kræver vel stilhed, og der kan jo ikke fremkomme en diskussion, hvis alle vælge at være tavse.

Det var der da absolut heller ikke tale om her, for ret hurtigt kom man frem til situationer, hvor ordet stilhed var en væsentlig bestanddel. Det fremgik også ret hurtigt, at stilhed var og er brugt i mange sammenhænge. Der kunne være tale om de situationer, hvor stilhed indgik i forbindelse med en højtidelig handling, og der kunne også være tale om situationer, hvor stilhed blev brugt før noget voldsomt. Man bruger ofte udtrykket: stilhed før stormen, og her tænkes nok mest på den stilhed, der er, inden store naturkræfter kommer til udfoldelse, men det kan også være den stilhed der er, inden uoverensstemmelser kommer i udbrud. Hvis man bor i en by med megen støj og larm, kan der findes en stilhed ved at gå ud i skoven, og det er jo også kommet til udtryk i sangen: I skovens dybe stille ro. Er der noget, som skal mindes, er det meget almindeligt, at man indtager et minuts stilhed.

I Herman Bangs novellesamling fra 1886 ”Stille eksistenser” er novellen ”Ved vejen”, Her opleves en stillestående tilværelse. Man bor ved, men ikke på vejen.

Der kunne nævnes utallige tilfælde, hvor stilhed indgår, og saunaklubmedlemmerne indgik da også så levende i debatten, at på et tidspunkt var det bestemt ikke stilhed, der var det, der prægede saunaen.

Det skal da også lige anføres at under debatten om stilhed ankom præsidenten, og der var ikke noget, der tydede på, at han havde opfattet, at en seriøs debat om stilhed var i gang, idet han, der ankom i civil antræk, da han er kontrollant for unge mennesker, der i tilstødende lokaler er til terminsprøve, straks ved ankomsten påbegyndte en længere udredning om forskellige praktiske ting i forbindelse med den kommende generalforsamling.

Efter en sådan afbrydelse af en seriøs debat, var det ikke muligt at vende tilbage til emnet.+

 

 

 

 

Fra Erik Kjærs tur til Vietnam - Cushi tunnel

 

 

Uge 12: Torsdag den 20. marts 2014

Emne: erobringer

 

Da der for tiden er store politiske uoverensstemmelser mellem øst og vest i forbindelse med, at Rusland har indlemmet Krim som en del af Rusland, var det selvsagt også et emne, som saunaklubben måtte tage op til debat. Det kunne godt være ret vanskeligt helt at gennemskue, hvilke konsekvenser det kunne få, idet man jo retfærdigvis må sige, at der tilsyneladende har været et såkaldt demokratisk valg blandt befolkningen i Krim, og dette valg har jo med stor tydelighed vist, at næsten 100 % af befolkningen ønsker sig tilbage til Rusland. Når der nævnes tilbage til Rusland, ja, så er det jo fordi Krim for omkring 60 år siden var en del af Rusland, men den daværende præsident, Nikita Khrusjtjov, indlemmede da Krim til Ukraine.

Efter folkeafstemningen har den nuværende præsident Putin den 18. marts angående Krim-halvøens status, budt Krim velkommen i den Russiske Føderation. Det skal dog siges, at vesten på ingen måde anerkender Krim som en del af Rusland. Der foregår for tiden forskellige reaktioner fra den vestlige verden i forbindelse med indlemmelsen, men det ser tilsyneladende kun ud til at være tiltag, der ikke på nogen måde påvirke det russiske styre. Ret beset er det vel også småting at nægte nogle få diplomatiske personer adgang til EU-området.

Nu ser det tilsyneladende også ud til, at danske politikere mener sig i stand til at fremkomme med trusler, der skulle få det russiske styre til at ryste i bukserne. Gad vist om Rusland ser det som en stor trussel, at eventuelle danske marinefaretøjer (krigsskibe) bliver udstyret med missiler, der skulle være i stand til at dæmre op for et eventuelt angreb på Danmark. Nu er det jo sådan, at vi er da medlem af NATO, så skulle Rusland finde på at angribe Danmark, ja, må vi vel regne med, at NATO-styrker vil være os behjælpelig med at nedkæmpe et eventuelt angreb.

I saunaklubben var der da heller ikke den store frygt for, at det der for tiden sker i Ukraine, skal ses som stor fare og risiko for os her i Danmark, men selvfølgelig har historien da også vist, at man i naivitet havde overset noget, som tilsyneladende havde været utænkeligt.

Med hensyn til erobringer havde en del saunaklubmedlemmer oplevet dette på en lidt anden måde, end det der for tiden foregår i Ukraine. Nogle kunne berette om store erobringer i forbindelse med høstballer og lignende episoder, der havde foregået i de forskellige forsamlingshuse. For nogles vedkommende havde disse erobringer haft, om ikke katastrofale, så dog følger, hvor der måtte udvises diplomatisk snilde for at få løst.

Nu forventede man også her, at diplomatiet ville finde en løsning, som ville være holdbar.

 

 

 

 

 

 

Uge 11: Torsdag den 13. marts 2014

Emne: barselsorlov

 

Selve diskussionen om barselsorlov kom ikke i gang i forbindelse med, at der var medlemmer, der umiddelbart stod i den situation, at det var et aktuelt emne for dem, men det opstod vel nærmest fordi snakken, undtagelsesvis drejede sig om kvinder, og herunder var det vel ret naturligt, at et emne som barsel blev ret fremtrædende.

Det opstod også i forbindelse med, at et nyt medlem, måske lidt provokerende , slyngede ud blandt medlemmerne, hvem der i det hele taget befandt sig på arbejdsmarkedet. Det skabte vel ganske naturligt lidt røre blandt medlemmerne, idet begrebet arbejdsmarked, var for langt de fleste et udtryk, der for længst var gået i glemmebogen. Nu kunne det nye medlem så berette, at han stadig befandt sig på arbejdsmarkedet ,og det var herunder. at et andet medlem spagfærdigt spurgte, om han således var berettiget til barselsorlov. Det kunne ret tydeligt spores, at det måske ikke lige var det, som den pågældende havde anset som en fordel ved stadig at være på arbejdsmarkedet, og han kunne da også klart oplyse, at naturen havde villet det sådan, at det for hans vedkommende nok ikke blev aktuel.

Nu udviklede diskussionen om barselsorlov sig til mange hårrejsende beretninger om, hvorledes kvinderne for ganske få år siden skulle indfinde sig på arbejdspladsen få dage efter en fødsel. Mange af medlemmerne huskede fra deres tid som nybagt far, hvor vanskeligt de havde haft det i forbindelse med, at hustruen skulle være sengeliggende i indtil flere dage, inden hun igen kunne påtage sig de huslige pligter. Det havde for manges vedkommende været medvirkende til, at de havde fået indsigt i ting og sager, som de aldrig havde troet skulle overgå dem. Ikke fordi det direkte havde skadet dem i deres videre tilværelse, men de havde dog gerne set, at der også dengang havde været mulighed for, at hustruen havde haft mulighed for, at blive lidt længere hjemme, hvilket ville have skånet dem (mændene) for ikke så lidt ekstra arbejde.

Flere indlæg om den nuværende lange barselsorlov til såvel kvinder som mænd, egner sig ikke helt til offentliggørelse her, men det skal også retfærdigvis siges, at der ikke var kvinder til stede i saunaen.

 

 

 

man er rimelig motoriseret i Vietnam

 

 

 

 

 

Uge 10: Torsdag den 6. marts 2014

Emne: faldeteknik

 

Foranlediget af den senere tids megen debat om, hvorvidt man skal hjælpe en ældre, der pludselig og helt uforudset er ved at falde om, gav anledning til en hel del diskussion, idet saunaklubbens medlemmer, for hovedparten, er personer, hvis alder berettiger dem til at henhører i gruppen ”personer i en moden alder”, der sikkert igen kan henføres i den udsatte gruppe af personer, der let i en presset situation mister balancen, hvilket meget let kan resultere i et fald.

I en sådan faldesituation er det så, at man nu med gru må læse, at her skal man absolut ikke regne med hjælp fra den kreds af personer, der af de kommunale forvaltninger er sat til at varetage den opgave at pleje ældre mennesker. For plejepersonalet vil en sådan indgriben være forbundet med for stor fare for, at den pågældende ved sin indgriben vil kunne få varige skade i såvel ryg som andre legemsdele. Det vil så igen betyde, at det offentlige system vil blive pålagt nogle udgifter, idet der nu skal betales syge- dagpenge til plejeren, ligesom en ny skal ansættes for at varetage den pågældendes funktioner.

Man hører ikke så meget om, hvilke konsekvenser det kan få for den ældre, der jo kun må håbe på, at han eller hun i faldesituationen har befundet sig et sted, hvor der er blødt underlag. Man må sandelig også håbe, at der på stedet ikke er skarpe kanter eller andet af tilsvarende art, idet et møde med disse ting, i en faldesituation, kan få ret alvorlige følger.

Hvis man ser på det økonomiske, vil det offentlige i mange situationer få flere og større udgifter i forbindelse med de behandlinger, der efterfølgende sikkert vil blive tale om, når det er den ældres situation vi ser på, end hvis der er tale om en ung plejer, der vel tit og ofte kan klare et forkert greb med en gang massage og fysisk træning. Der vil selvfølgelig også være situationer, hvor den yngre har pådraget sig så alvorlige skader, at det kan blive svært at komme tilbage til normal tilstand.

Man må selvfølgelig bestræbe sig på, ligegyldigt hvilket arbejde man har, at det man beskæftige sig med, skal være et arbejde, hvor sikkerheden er i orden, men det er vel nu engang sådan, at der altid vil være risiko ved at have et arbejde.

Det var ret tydeligt, at stort set alle saunaklubbens medlemmer havde haft arbejde, hvor risikoen for at pådrage sig en skade havde været stor. Det var selvfølgelig også en tid, hvor sikkerheden på arbejdspladsen ikke havde den store bevågenhed, og mange gik også nu med skader, der kunne have været undgået, hvis man havde taget sikkerheden alvorlig.

Hvis du som ældre ikke har andre muligheder, kan du iføre dig termotøj, det kan da altid afbøde lidt i forbindelse med et fald.

 

 

 

Elsystem ok

Uge 9: Torsdag den 27. februar 2014

Emne: forårsfornemmelse

 

Med den senere tids dejlige milde vintervejr, kan det da ikke undgås, at man kommer i forårshumør. Dette var da også tilfældet i saunaen, hvor man vist godt kan sige, at der var en vis kådhed. Ja, til tider kunne det da godt se ud til, at det var ungdomsskolen, der var på udflugt.

Der var selvfølgelig lige et par småting, der gjorde, at denne opfattelse måske var noget overdrevet, idet det jo tydeligt kunne ses, at når øverste bænk skulle indtages, ja, så skete det måske ikke helt med ungdommens hastighed, men nu er der jo den fordel, at som pensionist, så er det ikke så meget hastigheder, der skal tænkes på, men mere det, at man i det hele taget når det.

Hvorfor er det i grunden om foråret, at man pludselig skal nå så meget. Det kan da ikke være fordi man, som bjørnen har sovet det meste af vinteren. Det er i hvert tilfælde ikke det indtryk man har af medlemmerne, idet de har været flittige til at møde op til den ugentlige motionstime. Det er da muligt, at vinteren har givet sig udslag i et par ekstra kilo på kroppen, men med den energi der lægges for dagen, er det da kun et spørgsmål om et par uger, så er disse overflødige kilo da væk.

Hvorfor er det i grunden den stakkels have, der kommer i forreste række, når der tales om, at nu skal der gang i forårsarbejdet. Hvordan skal de stakkels mennesker, der kun har et par altankasser i det hele taget få vinterens magelighed ud af kroppen. Når man, som ikke haveejer, lytter til haveejernes beretninger og store planer, der skal udføres her i foråret, ja, så kan man da godt blive lidt betænkelig ved, om man i det hele taget får vinterens sløvhed ud af kroppen, inden det igen er efterår og vinter, der står for døren.

Selv for ikke haveejere er der da lyspunkter, idet foråret sagtens kan nydes ved bare at gå ud i naturen, se hvordan det hele spirer frem, mærke at solen er ved at få magt, sætte sig på en bænk et eller andet sted i den dejlige natur, vi har her i området , og tænk sig, man kan sidde helt afslappet, idet man ikke skal tænke på, at man faktisk skulle i gang med at luge i et rosenbed, eller grave et eller andet sted. Nej, lad dem arbejde med en skovl, som er skabt til det.

 

 

 

 

 

Også fra Erik Kjærs Vietnam tur

 

Uge 6: torsdag den 6. februar 2014

Emne: sortering

 

På en eller anden måde så kom debatten i dag til at dreje sig om sortering. Hvordan emnet kom frem, står ikke helt klart, men det startede vist med, at det nye medlem, forsagt kom ind i saunaen og ydmygt satte sig på en ledig plads umiddelbart ved døren, hvilket frembød én udtalelse fra et andet medlem, om, at det var da godt, at nye medlemmer var klar over, at der var en vis sortering i forbindelse med opholdet i saunaen.

Det udviklede sig til en livlig debat om al den sortering, der foregår næsten inden for alt. Hvis man ser på ordet sortering betyder del vel, at man foretager en inddeling i klasser eller kategorier efter en vurdering af kvalitet, størrelse egnethed og lignende. Man hører det jo tit inden for kartoffelavl, hvor kartoflerne inddeles i størrelse og kvalitet, og det samme er vel gældende for agurker, hvor der kan være tale om egnethed  i forbindelse med, hvorvidt agurker er krumme eller mere lige. Det har sandelig stor indflydelse på prisen uanset at smagen er den samme.

Et saunaklubmedlem havde i forbindelse med svømningen i dag tænkt store tanker, og det havde medført, at han var kommet frem til, at der måske kunne findes en løsning på det problem, der kunne opstå, når diskuterende medlemmer opholdt sig for enden af bassinet, hvilket kunne forstyrre en vis rytme i banefordeling. Han havde i dag bemærket, at en større gruppe havde forsamlet sig på tværs ved enderne, hvilket medførte, at indtil flere baner var delvis blokeret. Han var ikke i tvivl om, at de diskuterende medlemmer var i saglige diskussioner, og det kunne således ikke forventes, at deres ophold var af kortere varighed. Han havde nu det forslag, at de medlemmer, der skulle diskutere over længere tid, skulle indtage pladser langs med bassinet, hvilket ville medføre en friholdelse af enderne.

Da det er et ret indgribende forslag i folks frihed til at forsamle sig frit, må det vel være noget, der skal forelægges de styrende organer. Det er nok også et forslag, der kræver den tilsynsførendes godkendelse, da det må forventes, at gruppen af diskuterende medlemmer er af en størrelse, der vil bevirke at flere nok kommer til at befinde sig i et område, hvor de ikke kan nå bunden, og hvis de ikke tidligere har været på dybt vand, kan de jo få alvorlige følger.

I bund og grund er vi jo ret gode til at sortere mennesker, vi vil godt sætte mennesker i grupper. De hører til der, og de hører til der. Er det ikke mange gange sorteringer, der fremkommer i forbindelse med, at medierne bombarderer os med ukritisk information.

 

 

 

 

 

Igen fotos fra Vietnam

 

Uge 5: torsdag den 30. januar 2014

Emne: velkommen

 

Det med at sige velkommen, er vi i grunden så gode til det?  Når man har været til en eller anden fest, det kan være bryllup, sølvbryllup, guldbryllup og lignende og det kan da for saunaklubbens medlemmer godt være kommet dertil, at det at være med til et diamantbryllup, da heller ikke er helt ualmindeligt. Her er det så, at man ind imellem måske har oplevet, at når værten skal byde velkommen til gæsterne, ja, så kan vedkommende da godt bevæge sig ud i et velkomstområde, hvor han, eller hun, har det lidt svært ved at finde tilbage til det, det hele drejer sig om, nemlig kun at byde velkommen. Nu må det på ingen måde opfattes som kritik af en sådan velkomst, for der er ingen tvivl om, at værten, eller værtinden, kun ønsket et for sine gæster, nemlig at de skal føle sig velkommen.

I dag var der en sådan hændelse, der godt kunne minde lidt om det beskrevne, idet der indfandt sig et nyt medlem, der da blev ganske godt modtaget at øvrige medlemmer, og her var det så, at præsidenten tilsyneladende fandt anledning til at bryde ud i hyldest til det nyankomne medlem. Præsidenten, der ellers er kendt som en person med få, men velvalgte ord, brød nu ud i en velkomsttale, der indeholdt overholdelse af love og regler og god opførsel i en sauna, hvilket medførte, at det nye medlem, der også er kendt som en rolig og fattet person, tilsyneladende blev noget overrasket, og vel også lidt overvældet over det store ordforråd, som præsidenten var i besiddelse af. Efter præsidentens velkomsttale, var ingen i tvivl om, hvad man kunne forvente fra et nyt medlem. Det nye medlem, hvis opfattelsesevne tilsyneladende er helt i orden, gav da også udtryk for, at han havde forstået indholdet af talen, hvilket da også noget tydede på, idet han, uopfordret oplyste sin fødselsdato.

Hvordan har vi det i grunden med at byde velkommen til personer, som vi ikke kender. Er vi ikke en nation, der godt vil se folk an, inden vi kommer for tæt på dem. Byder vi i grunden fremmede, der kommer her til landet velkommen på en ordentlig måde. Er vi ikke mange gange forhåndsindtaget, idet vi altid kan henvise til episoder, der måske ikke virker særlig heldig for nyankomne.

Om personer, der på en eller anden måde skille sig ud fra normen, er vi mange gange hurtige til at sige, at de skulle finde sig en anden omgangskreds. Ja, det er da ganske rigtig, men vil du have dem ind i din omgangskreds?

 

 

 

 

 

Igen fra Erik Kjærs Vietnams tur

 

Uge 4: Torsdag den 23. januar 2014

Emne: Dong

 

Da der for tiden er heftig diskussion blandt landets politikere om, hvorvidt selskabet Dong skal sælge ud af aktier til investeringsselskabet Goldman Sachs, er det selvfølgelig også et emne, der optager saunaklubmedlemmerne, da Dong jo er et statsejet selskab, hvorfor vi alle må have interesse i, at der ikke foregår ting og sager hen over hovedet på os. Nu er det jo i sagens natur ikke så let for det, vi kalder ganske almindelige mennesker at være inde i alt det tekniske, der må være i forbindelse med et sådant salg. Men tilbage bliver, at noget af det, som vi er en del af, er ved at overgå til udenlandske investorer, og uanset om vi har forstand på det eller ej, så må vi da have lov til at have en mening om et sådant salg.

Her i saunaen var der da også, uanset politisk opfattelse, en livlig diskussion, og meningerne blev da også lagt åbent frem, og som et medlem udtrykte det, så har vi her i saunaen ikke noget at skjule for hinanden, bortset fra et par stykker. Det er altid sundet med en diskussion, hvor der er delte meninger, og det var da også tilfældet her, hvor flere nok var af den opfattelse, at et salg, hvor investeringsbanken Goldman Sachs skulle betale 8 milliarder for at få 19 % af aktierne, da godt kunne lyde som en god forretning for Danmark.

Flere højtstående politikere, såvel nuværende som tidligere, har dog givet udtryk for, at det er en rigtig lukrativ aftale for Goldman Sachs, hvorimod det er en bundskraber for Danmark, idet selskabet udover de 19 % også får veto-rettigheder, der på længere sigt godt kan vis sig at være direkte til stor skade for Danmark.

Det må nok siges, at efter en sådan diskussion, ja, så var det rigtig dejligt at få en god svømmetur, men noget tydede dog på, at for nogles vedkommende, var diskussionen ikke bragt til ophør, idet flere lavede ophold af nogen varighed ved enderne, og det var vel et tegn på, at den gode og saglige diskussion ikke var bragt til ophør.

Efter svømmeturen tydede opholdet i saunaen dog på, at den saglige diskussion var bragt til ophør, idet samtaleemnerne nu var på et mere almindeligt plan, og indholdet egner sig nok bedst til at holdes på privat område.

 

 

 

 

Fra Erik Kjærs fotosamling fra tur til Vietnam

 

 

Uge 3: torsdag den 16. januar 2014

Emne: hurtig forbindelse

 

Endelig, efter mange og vel også besværlige forhandlinger, er det politiske styre kommet frem til en aftale, der indebærer, at vi om mange år kan se frem til, at vi meget hurtigere kan komme fra en by til en anden. Nu må vi selvfølgelig se positivt på det, for det må da for mange være en lettelse at kunne spare måske op til en time i transport fra hjem og til arbejdssted.

Som sædvanlig har der selvfølgelig været politisk drama, når den slags forhandlinger skal finde sin afslutning. Politisk drejer det sig jo om at kunne få sat et aftryk på aftalen, og hvorvidt dette aftryk er til fordel for den almindelige bruger, ja, det er sådan set underordnet, bare man kan komme frem og profilere sig som den, der i sidste ende fik de stridende parter til at nå sammen.

Aftalen, der nu er kommet i hus, har så store økonomiske omkostninger i milliardklassen, at man godt kan have vanskelighed ved at se, hvor alle de penge skal komme fra. Der har været nævnt så store beløb som 27,5 milliarder kroner, der kommer i en ny togfond, og pengene skal komme fra Nordsø-selskaber, der ikke er en del ad Dansk Undergrunds Consortium. Fra regeringen lyder, at de rejsende sparer tid, og trafikken flyttes fra vejnettet til jernbanen. Hvis der går, som man forventer, kan man vel kun med tilfredshed konstatere, at det vil gavne miljøet.

Det lyder jo alt sammen såre godt, men hvorfor har vi i grunden så travlt, at hvis bare vi kan spare en timer i rejsetid fra den ene ende af landet til den anden, ja, så er det, som man har vundet den store gevinst i lotteriet. Vil det her hjælpe den meget omtale enlige mor, der hver morgen, uanset vejret, skal have 2 børn i vintertøjet, for derefter på en cykel at bringe dem til henholdsvis skole og børnehave. Er det ikke mere en hjælp til de stræbsommer, der dårligt nok kan komme ind i toget, inden computeren er taget frem, hvorefter der arbejdes flittigt indtil endestationen for derefter at haste frem til den endelige arbejdsplads. Det samme gør sig så gældende, når hjemturen foregår sent på efter middagen.

I saunaklubben havde de nye aftale ikke den store opmærksomhed, idet, som et medlem udtrykte det, var så langt ude i fremtiden, at klubbens medlemmer, hvor gennemsnitsalderen ligge godt over de halvfjerds, vel næppe ville komme til at mærke de nye forbedringer, udover, at der nok i anlægstiden  ville være store forsinkelser som følge af arbejdet.

 

 

 

 

Erik Kjær har været på ferie i Vietnam i november 2013 og i den kommende tid, vil der her på debatsiden blive vist billeder fra denne ferie.

Har lige efter julemaden er det vist på sin plads at vise lidt vietnamesisk mad

Uge 2: torsdag den 9. januar 2014

Emne: nytår

 

Det er vel ikke helt unaturligt, at når et nyt år starter, ja, så giver det stof til at tænke lidt fremefter. Alt, hvad der ligger i fremtiden, er selvsagt noget som man i det store hele kun kan gisne om. Selvfølgelig er der fra statsforvaltning og kommunal forvaltning udfærdiget store planer for, hvad det nye år skal indeholde af tiltag, der har indflydelse på de enkelte borgere. Fra såvel dronning som statsminister er der, som sædvanlig, fremsat pæne ord om sammenhold og ansvarlighed. Ord, som man jo næsten kun kan nikke anerkendende til, idet mange ting kunne se anderledes ud, hvis alle rettede sig efter disse ord.

Men man må også se kendsgerningerne i øjnene, for idet daglige lever vi jo ikke op til disse ord. Hvor er sammenholdet henne, når man dagligt kan se og læse om mennesker, der må kæmpe for at få dagligdagen til at fungere så nogenlunde. Hvor er ansvarligheden, når vi bare kan se på disse ting uden at foretage os noget.

Vi kan selvfølgelig godt som enkeltpersoner læner os tilbage og henviser til, at det da må være et samfundsproblem. Når vi har betalt vores skat, ja, så må det være andre personer, der må finde ud af at foretage en fordeling af disse midler på en måde, der kommer alle til gode.

Det er ret beskæmmende at se og læse, at de rigeste kommuner her i landet er de kommuner, hvor der findes mest uansvarlighed med hensyn til underbetalt arbejdskraft, ligesom skattetænkning også der vist ikke lade noget stå tilbage. Uden at kende de nøjagtige tal, fremkommer der jævnligt udregninger, hvor det viser sig, at landet her går glip af mange milliarder kroner, fordi der findes personer, der har tilsidesat enhver form for ansvarlighed og sammenhold, idet ansvarligheden kun går til ansvar for egen person.

Uden det nok har nogen virkning, må man da godt have det nytårsønske, at ansvarligheden og sammenholdet må være mere fremtrædende i det nye år.

Godt nytår