ikke navngiven bagermester
|
Uge 50: Torsdag den 15. december 2016
Emne: julebagning
Når man ser på
saunaklubmedlemmernes sammensætning, ja, så er det nu nok ikke
lige der man finder personer, der er eksperter ud i bagning.
Bagning er ellers et område, der har ret stor bevågenhed i
befolkningen, se bare på de mange fjernsynsudsendelser, hvor
netop bagning er det helt store trækplaster. Ja, der har
ligefrem været udsendelser, hvor en eller flere deltagere har
ladet gråden fået frit løb, hvis selve det bagte havde været
lidt af en fiasko.
At selve emnet bagning i det hele
taget kom til debat i saunaen fremkom ved, at der for tiden er
fundet en lækkerbisken for medierne, idet en person, der nu
gennem flere år har været plaget af en rygskade og som følge
deraf ikke har kunnet udfylde en arbejdsplads på normal tid,
hvilket for den pågældende person ville sige en arbejdsuge på 12
timer, nu i sin fritid havde kastet sig ud i bagerkunsten for at
forsøde julen lidt med småkager. Pågældende af denne bedrift
havde nu fundet anledning til at delagtiggøre andre og havde
lagt det ud på Facebook, hvilket nu var bemærket af en
sagsbehandler ved kommunen. Sagsbehandleren havde nu fundet
anledning til at påpege, at den pågældendes arbejdstid måske
kunne sættes lidt op, da aktivitet for den pågældende
tilsyneladende ikke fejlede noget.
Det, der nu kom op til debat i
saunaen, var, om det nu også var en rigtig måde at finde frem
til en arbejdsevne. Der var sådan set enighed om, at der ikke
var noget at bebrejde sagsbehandleren, idet der kun var
foretaget det, som ønsket af samfundet, nemlig at ydelse og
nydelse skulle stå i forhold og hvis pågældendes arbejdsevne nu
var forbedret, ja, så skulle det vel også give udslag i øget
arbejdstid – absolut til gavn for den pågældende.
Men, kære saunaklubmedlem,
fortvivl nu ikke. Du kan ganske roligt gå i gang med julebagning
for det vil ikke få indvirkning på din pension – den skal nok
komme til den første.
God jul og godt nytår
|
foto,s fra Bies Have
|
Uge 49: Torsdag den 8. december 2016
Emne: fortsættelse
Det er slet ikke så sjældent at
man støder på, at fortsættelse følger, når man har fulgt med i
et eller andet i medierne, og her kan det så godt være noget
irriterende, når lige man har fået fat i noget, ja, så bliver
der bare sagt, at hvis man vil vide mere om dette emne, så skal
man gå videre til et eller andet. Når man lige har sat sig godt
til rette for at høre nyhederne i TV så bliver man tit henvist
til, at hvis man vil vide mere, så skal man gå ind på dr.dk. Mon
ikke det er begrænset, hvor mange, der her og nu skifter for at
følge emnet op. Det bevirker så selvfølgelig, at man kun er
halvt orienteret, men her vil man ganske givet henvise til, at
det er ens egen skyld, for man kunne da bare følge op ved at
orientere sig ved det henviste.
At emnet fortsættelse i det hele
taget blev taget op i saunaen skyldtes, at sidste uges emne,
skavanker, slet ikke var blevet uddebatteret, idet indtil flere
af medlemmerne havde skavanker, der overhovedet ikke var blevet
taget op i sidste uge. Nu med en uges tænkepause havde man
fundet frem til yderligere skavanker. For at få dette emne
afsluttet havde alle nu mulighed for at komme frem med skavanker
uanset stort eller småt. Her må det så heldigvis anføres, at de
nye emner nok må komme ind under begrebet ”småting”. Her må lige
igen anføres, at det der for nogle godt kan synes småt, det kan
for den enkelte godt være stort.
Det dejlige var, at de medlemmer,
der virkelig havde haft sygdom af lidt mere alvorlig karakter,
alle gav udtryk for, at de efter omstændighederne havde det
godt, og de så positivet frem på tilværelsen, så må
småskavankerne være glade for, at de hører hjemme i afdelingen
for småskavanker.
|
foto,s fra Hobro en novemberdag 2016
|
Uge 48: Torsdag den 1. december 2016
Emne: skavanker
Man skulle da tro, at
saunasnakken i dag udelukkende havde været centreret om ugens
store begivenhed, nemlig at vi har fået en ny regering. Ja, ny
og ny, det er jo så som så, for der er vel bare sket det, at vi
har fået et tillæg af fem nye ministre, men selve politikken,
ændres der vel ikke meget ved. Det kan måske se lidt mærkeligt
ud, at en regering, der ellers går ind for store offentlige
besparelser, starter med yderligere omkostninger til fem
ministerier. Ved første øjekast ser det ud til, at et
ministerium må være et ønskejob, nemlig ministeriet for Nordisk
samarbejde. Tænk, her troede vi, at vi havde et rimeligt godt
nordisk samarbejde, men sådan ser det måske slet ikke ud. Det må
vel være begrænset, hvor mange møder et sådant ministerium kan
fremkalde.
Nej, samtalen i saunaen kom ret
hurtigt ind på skavanker, og når man tager i betragtning, at
saunaklubmedlemmernes gennemsnitsalder er ret højt, ja, så er
det slet ikke så få skavanker, der kan diskes op med.
Begejstringen for fysiske skavanker kan godt være så stor, at
det slet ikke er til at stoppe igen. Vi må jo indrømme, at vi er
i reparationsalderen, og uha for et fællesskab det skaber. Her
er vi på hjemmebane, og emnet er langt bedre end rentefald,
dårlige vejrudsigter og noget af lignende art. Samtalen kan godt
være lidt af overbudspolitik, og her kan det godt være ret
vigtigt, at man venter med indlæg, idet det drejer sig om at
overgå forrige indlæg. Det kan også være en fordel, hvis man
visuelt kan fremvise noget. Hvis man har en tennisalbue, kan det
være godt med en neongrøn neopren-bind for det vil ganske givet
give anledning til en del forespørgsler.
En fordel ved at blive ældre er
heldigvis, at hver dag bringer en ny skavank, man kan næsten
ikke ønske mere. Det skulle da lige være et liv uden skavanker.
Men så måtte vi mænd jo finde på noget nyt at snakke om. Sivflet
for eksempel.
|
Erik Kjærs fotosamling - Fussingø
|
Uge 47: Torsdag den 24. november 2016
Emne: kovending
Normalt er det ikke de store
politiske spørgsmål og emner, der bruges tid på i saunaen. Nej,
her drøftes store og til tider alvorlige emner. I dag var dog
nok lidt af en undtagelse, idet den politiske situation i
øjeblikket nok giver anledning til, at selv i så vigtigt et
forum som saunaklubben, må situationen i øjeblikket tages op til
drøftelse.
Et politisk parti har nu over
længere tid givet udtryk for, at netop dette parti stod stålfast
på visse ting, som de mente var en nødvendighed for landet som
helhed. Man havde den opfattelse, at selv med den største
diplomatiske snilde, kunne der ikke rokkes ved partiets
beslutning. Men, men, der er ikke noget man kan regne med, når
der tales om politik. For netop dette parti har nu taget en
kovending, der vel nok må betragtes som en af de største i nyere
politik.
Det var denne kovending, der gav
anledning til den politiske debat i saunaen. Selve det politiske
indhold, havde ikke så stor betydning, nej, det var mere det, at
man nu igen havde fået bekræftet, at når der tales om landets
folkevalgte, så skal man tage deres udtalelser med forbehold.
Hvad er i grunden en kovending.
Ja, udtrykket kovending kommer oprindelig fra en manøvre fra et
sejlskib, hvor man drejer bådens forstavn væk fra vindens
retning, så man på et tidspunkt har vinden ind lige bagfra. Det
politiske kan også overføres til en sejlbåd, der skal sejle mod
vinden, men dette kan ikke lade sig gøre, man må foretage zigzag
kurs, så man skiftevis får vinden ind fra højre og venstre side.
Man må sandelig sige, at denne manøvre er man ikke ubekendt med
i det politiske liv.
Det er vel heller ikke helt
ukendt, at Folketinget kan sammenlignes med en børnehave, og
dette har vi nu på ny fået bekræftet, idet der tales meget om,
at der klatres rundt i træer, og her er vores politiske ven
kommet så højt op, at han har svært ved at komme ned igen.
Alt i alt må man vel sige, at en
kovending er en lille betaling for at få adgang til en
ministerbil, og det går vel her, som det så tit har gjort –
tiden læger alle sår.
|
Erik Kjærs foto - fra Hjerritsdal
|
Uge 46: Torsdag den 17. november 2016
Emne: aktiviteter
Når man ser på alle de tilbud,
der reklameres med i alle medier, ja, så er det vist op til en
selv, om man vil være med til noget. Her gælder den
undskyldning, at nu er man kommet op i alderen, så det er vist
ikke noget for mig, absolut ikke. Der tilbydes netop mange
aktiviteter for den ældre generation, og det kan ikke passe
andet, at for det enkelte menneske, ja, da må der være et eller
andet, der kan bruges.
Hvad er det så, der tilbydes. Det
vil være alt for meget at komme ind på her, så der kan bare
henvises til hjemmesider og lignende steder, hvor alt er
beskrevet. Ved en søgning på nettet om aktiviteter kommer der
ikke mindre end 28 tilbud, og det er langt fra dækkende over
alle de aktiviteter, der findes her i området.
I saunaen var der da også mange,
der kunne berette om aktiviteter, som de var delagtig i, og vi
kan da bare nævne en aktivitet, som at gå til svømning hver
torsdag, hvor saunaopholdet jo er en vigtig del, ikke kun for
den dejlige varme, der er med til at rense kroppen, men ligeså
meget for det sociale samvær, hvor der drøftes og diskuteres
mange relevante ting.
Det var dog begrænset, hvad der i
dag var oppe til debat, og det var da i grunden lidt mærkeligt,
for både udenlandsk og indenlandsk, sker der da for tiden mange
ting. Blandt andet det nu overståede valg til præsiden i
Amerika, og dette valg burde da nok give stof til debat. På det
hjemlige arbejdes der på højtryk for at få en finanslov strikket
sammen.
Men det der kom lidt til debat,
var et medlem, der spurgte, om der var nogen af medlemmerne, der
var specielt farvesagkyndig, idet han havde det problem, at hans
fødder havde to forskellige farver, hvilket selvfølgelig godt
kunne se noget mærkeligt ud. Det var dog lidt for meget for selv
kyndige saunamedlemmer, men der kom dog en vis forklaring på
spørgsmålet, idet et medlem mente, at han havde de to farver,
fordi han så bedre kunne huske, hvad der var højre og hvad der
var venstre fod. Denne forklaring var spørgeren tilfreds med,
idet han netop havde problemet med at huske, hvad der var højre
og hvad der var venstre fod.
|
det skifter hurtigt - nu næsten
vinterbilleder
|
Uge 45: Torsdag den 10. november 2016
Emne: overfodring
Når man tænker på begrebet
overfodring, ja, så lede det vel tankerne hen på overfordring af
dyr. Her kan vi jo blandt andet tænke på Frankrig, hvor gæs
bliver tvangsfodret, så de hurtigt kan nå det, som forbrugerne
venter. Her tænkes det overhovedet ikke på, om det, som man
foretager sig, er dyrevenlig eller det modsatte, nej, profit er
det, der taler mest.
Nye undersøgelser har også vist,
at nyfødte børn også overfodres, idet man har tilbøjelighed til
at proppe så meget mælk som muligt ned i et spædbarns mave, men
det har vist sig at være helt forfejlet, idet mavesækken hos et
lille barn er så lille, at det kun kan rumme meget lidt. Ved at
man propper mere og mere i mavesækken bliver denne udvidet alt
for meget i forhold til barnets størrelse. Det kan så senere få
den konsekvens, at mavesækken kræver ret store portioner,
hvilket igen vil sige, at barnets vægt forøges meget mere end
nødvendigt. Derfor ser man også ret tit, at der er børn, som har
problemer med vægten, og på et eller andet tidspunkt må der
professionel hjælp til, for at få dette bragt i balance, hvilket
desværre ikke altid lykkes.
Det er vel heller ikke helt
forkert at nævne et land som Amerika, hvor det ret tydeligt ses,
at for manges vedkommende er der tale om overfodring. Det hænger
måske sammen med, at man i dette land spiser det, som vi kalder
ret usundt, og har man været i landet, ja, så kan man også
bekræfte, at det er ret store portioner, der bliver serveret.
For at komme tilbage til
overfodring, ja, så skal vi igen til Amerika, for emnet kom
netop op i saunaen i forbindelse med det nu overståede valg, som
nok fik et lidt uventet udfald, men det er ikke så meget det,
der blev talt om, nej, det var den ”overfodring” som medierne nu
gennem flere måneder har bombarderet os med. Det er helt
utroligt så mange mennesker, der skal sendes til stedet for at
kunne give os en orientering. Massemedierne har da
tilsyneladende heller ikke den helt stor tro på, at seere og
lyttere har den helt store opfattelsesevne, idet procedure og
lignende er gentaget mindst hundrede gange.
Men, nu er valget overstået, så
mon ikke vi kan få lidt andet at gå op i. Vi må nu nok regne
med, at et stykke tid endnu vil vi blive overfodret med nyheder.
|
et par efterårsbilleder
|
Uge 44: Torsdag den 3. november 2016
Emne: så kom efteråret
Så er sommeren da vist helt
forbi, og nu må vi til at se at skue hen mod mørkere tider. Men
nu må vi ikke glemme, at efteråret har mindst lige så mange
farver som foråret, som vi oftere fremhæver i farvemæssig
sammenhæng. Den kolde polarluft vil til at gøre sig gældende, og
træerne får nu besked om at lukke af for vandtilførslen til
bladene. De tørrer ud og antager røde, brune eller orange
farver. Disse skønne og dejlige farver kan også kombineres med
et rigt farvesyn når man ser på træerne med æbler, pærer og
andet godt frugt. Der er også stadig mange skønne blomster, som
man kan glædes over.
Nu er det sådan, at i en sauna
kan man hurtigt skifte fra det ene emne til et andet, og sådan
var det også i dag. Efter at mange havde udtrykt sig i smukke
vendinger om alt det skønne, som man oplever med efterårets
komme, ja, så var emnet, på en eller anden måde, pludselig
kommet ind på behandling hos læger og tandlæger, og det må nok
siges, at der var mange oplevelser, og det vil komme alt for
vidt at komme ind på alt. Et skal dog lige omtales, og det er
oplevelser i forbindelse med indsprøjtninger. Her havde flere
haft oplevelser, som de ikke ønsker igen. Der var ligefrem en
beretning om en indsprøjtning, hvor selve nålen havde været på
tykkelse med en griffel, som man husker fra skoletiden. Hvorvidt
denne oplevelse er helt i overensstemmelse med sandheden, ja,
det skal stå hen i det uvisse.
Et lyspunkt var dog, at et
medlem, der på grund af en operation ikke må bruge hverken
svømmebassin eller sauna, indfandt sig, idet han havde haft
fødselsdag, og så blev denne dag fejret på behørig vis.
Men, for at komme tilbage til
efteråret og den skønne tid, så glæd dig over, at du er i stand
til at bevæge dig i naturen, og på den måde kan du endnu nå at
se de skønne farver, for der vil ikke gå lang tid, så er bladene
faldet til jorden.
|
Fra Erik Kjærs fotosamling
|
Uge 43: Torsdag den 27. oktober 2016
Emne: stille dag
Saunaindlæg af vicepræsident Erik
Hjortshøj
Der var stille i saunaen i dag.
Webmasteren havde ikke indtaget sin plads og der var forlydender
om, at han ikke ville være tilstede i dag. Fravær med gyldig
grund.
Alle kiggede rundt. Hvem skulle
forestå sangen til dagens ædle giver. Kontrollanten oplyste, at
i sådan en situation måtte præsidenten tage over.
Det lettede på stemningen, og
alle sad nu blot og spejdede ud ad vinduet efter den ædle giver.
Tiden gik, og til sidst indså man, at der hverken blev sang
eller bægerklang.
Mistrøstige sneg medlemmerne sig
ud af saunaen og gik i badet. Det var noget køligt, eller var
det medlemmernes sindsstemning, der bidrog til den lave
temperatur.
Efter anden saunatur dukkede den ædle giver pludselig op , men
med stor forbinding på hovedet. Et operativt indgreb havde
forhindret fremmøde, og det lettede på medlemmernes humør, ikke
på grund af operationen, men med tanken om, at der nok senere
blev mulighed for alsang |
Erik Kjærs fotosamling
|
Uge 41: Torsdag den 13. oktober 2016
Emne: østenvind
Det er de mest utrolige emner,
der kan blive taget op til drøftelse i saunaen. I da kom emnet
østenvind pludselig op og blev til en diskussion. Hvis man
undersøger, hvad der forstås ved østenvind, ja, så får man den
oplysning, at det er en vind, der kommer fra øst. Tænk, denne
oplysning er da meget berigende, for ved nærmere eftertanke, er
det da meget indlysende. Man kan også få oplyst, at østenvind er
hyppig om foråret, når den kontinentale vinterhøjtryk over
Europa er brudt ned mens det tilsvarende højtryk over
Skandinavien eller Rusland er intakt. Man kan også støde på et
begreb som ”påskeøsten” Påskeøsten hænger, som navnet antyder,
sammen med noget fra øst og perioden, hvor påsken normalt
falder. Det kan blive bidende koldt og når påskeøsten dominerer,
giver det vinterkulde langt ind i foråret.
Men nu er det jo ikke forår, men
derimod efterår, og det et er nu nok fordi vi her i september
har haft så fint vejr, at det pludselig fornemmes meget koldt,
nu, hvor vi har fået en nordøst vind. Men så slemt er det vel
heller ikke, man kunne da bemærke, at et medlem var mødt op i
bare tæer og sandaler, men de korte bukser var da trods alt
skiftet ud med lange bukser.
Man kender også sætningen ” alt
godt fra havet”, men kan denne sætning også bruges, hvis man vil
forbinde det med noget fra øst. Vi kan vel ikke helt sige ”alt
godt fra øst”. Uden på nogen måde at skulle være politisk, kan
man vel godt stille spørgsmålet ”hvad godt får vi fra øst”. Hvad
får vi for eksempel fra de østlige lande. Hvis man går i dybden,
kan man sikkert finde mange ting. Fra Rusland har de vel været
leveringsdygtig i vodka, ligesom store operaer og
danseforestillinger har beriget den vestlige verden. Også store
sportsnavne har vel sat deres præg på den vestlige verden. Her
kan der så måske sættes spørgsmål ved, om præstationerne har
været i forbindelse med indtagelse af forskellige stoffer. Men
her har sportsfolk i den vestlige verden jo heller ikke holdt
sig tilbage.
Samtalen blev måske lidt for
meget for et medlem, der rejste sig og udtalte, at nu ville han
gå til vask. Dette medførte, at et andet medlem udtalte, at her
måtte der være tale om storvask.
God efterårsferie –husk ingen
svømning i næste uge
|
Igen fra Erik Kjærs fotoserie
|
Uge 40: Torsdag den 6. oktober2016
Emne: en lille en
Man skulle ellers tro, at der i
denne tid ville være masse af gode emner til diskussion, når man
tænker på, at der netop i denne uge er startet et nyt arbejdsår
for folketinget, og hvor statsministeren har lagt frem, hvad
regeringen agter at foretage sig. Der er da emner nok at tænke
på, hvad med boligskatten, skattelettelser for høje indtægter,
SU for unge studerende, og ikke mindst er Dannebrog også kommet
ind i billedet, idet dette dejlige flag nu bliver brugt som
blikfang for folketingets formand, da flaget netop er ophængt
lige bag hende.
Jo, der er sandelig emner nok,
der havde været en diskussion værdig, men ikke et eneste ord
blev nævnt om alt dette i saunaen, nej, der var et helt andet
emne, der tog hele billedet, og dette emne var ”en lille en”. Nu
skal der jo nok være læsere hvis tankegang løber lidt løbsk,
idet emnet relaterede til, at et medlem ganske stille og
forsigtig spurgte ind til, hvad der ville være godt at byde
gæster ved en festlig lejlighed, hvor man lige ville løfte
armen. Der var mange gode kendte forslag, og her var det så, at
et medlem henviste til, at man da kunne bruge ”en lille en”.
Denne information og udtalelse skabte en vis uro i saunaen, og
det var tydeligt, at visse medlemmer så sig meget undersøgende
omkring, ja, det tangerede en vis form for en anatomisk
undersøgelse af øvrige medlemmer.
Med de udtalelser der fremkom,
var det noget vanskeligt at få en saglig snak om det, som hele
diskussionen startede med, nemlig hvad man skulle servere for
gæster. Selv om vi her i landet hylder frihedsprincipper som
retten til at ytre sig frit, såvel skriftligt som mundtligt, ja,
så egner langt de fleste af udtalelserne sig ikke til at blive
gengivet her på skrift.
Slutteligt må det vel slås fast,
at ens tankegang ikke altid er i god tro.
|
Igen fra Erik Kjærs fotosamling
|
Uge 39: Torsdag den 29. september 2016
Emne: tilfredshed
Hvornår er man i grunden
tilfreds?. Ja, dette spørgsmål kan selvfølgelig stilles til
mange forskellige mennesker, og man vil ganske givet også få
mange forskellige svar. Er man tilfreds, hvis bare det daglige
forløber uden de store omvæltninger. Ja, det er der sikkert
mange der vil kunne sige ja til. Vi er nu nok sådan indstillet,
at for mange ændringer i tilværelsen bevirker, at man måske
bliver lidt utryg. Det at være utryg ses jo mange gange i
forbindelse med, at en person, der på en eller anden måde måske
er kommet lidt på afveje, benævnes som en, der muligvis har haft
en utryg barndom.
Det med at være tilfreds kom op
at vende i saunaen i forbindelse med, at snakken, i første
omgang gik på, at nu ville olieprisen til at bevæge sig opad
igen, som om det ville være den helt store katastrofe, hvis
benzinprisen ville stige 10 øre pr. liter. Det skal nu
retfærdigvis siges, at det heller ikke var denne enorme
stigning, der bragte sindene i kog, men det bragte samtalen ind
på de lande, der normalt er de store olieproducenter. I den
forbindelse kom man ind på Syrien, og det var her, at emnet
tilfredshed kom op at vende. Når man så billeder fra de
bomberamte steder, hvor børnene kravlede rundt mellem
murbrokkerne mens bomberne faldt rundt omkring, ja, så skulle
man være et mærkeligt menneske, hvis man ikke kunne være
tilfreds med de forhold vi lever under.
Selvfølgelig kan der da være
mange ting, som man kan være utilfreds med. Man kan være
utilfreds med den siddende regering, eller det nuværende
bystyre, men når alt kommer til alt, ja, så er det da i grunden
småting for hvad ændring ville der komme ud af at få skiftet
alle de styrende organer. Det vil da vist kun føre til et par
småændringer her og der.
Nej, lad nu de småting komme i
baggrunden, og så lad os glædes over, at vi lever i et land,
hvor vi frit kan tale, skrive og dyrke den religion, som vi nu
har lyst til.
|
Fra Erik Kjærs fotosamling
|
Uge 38: Torsdag den 22. september 2016
Emne: Nu falmer skoven
Man ved at årstiden
skifter fra sommer til efterår, når markerne er mejet, skoven
falmer og løvet falder og dækker jorden med et rødt og gult
tæppe af blade. Efterår betyder hygge, gåture i skoven og varm
te ved stearinlysets skær. Ja, lyder det ikke hyggeligt, og det
er det da også. Man kan virkelig få meget ud af efteråret. Hvis
man skal have gæster, og det skal være så fint, at det skal være
med bordkort og den slags, ja, så er det da lige sagen at finde
noget i skoven, som kan bruges til den slags.
Selv var jeg i dag,
inden saunaturen, på en cykeltur, og denne cykeltur gik blandt
andet gennem en skov. Og nu kunne man ved selvsyn se, at det er
begyndende efterår. Skovens blade har fået en anden kulør, og
snart vil bladene dækker jorden. Nu er naturen nu engang skabt
sådan, at ikke alt er idyl. Inde i skoven så jeg et rådyr,
sikkert en unge fra i år, der lå død langs vejsiden. Det har
sikkert her til morgen været ude for at finde lidt spiseligt, og
har så skullet krydse vejen, men er herunder blevet ramt af en
bil. Nu ligger det bare og venter på, at måske ræven vil fjerne
det. Moderen har nok udstødt det, og så skulle det til at klare
sig selv.
Man ser en hel del
sådan en morgen. Der var en landmand, der med en stor maskine
var ved at tage kartofler op. Det så godt nok lidt nemmere ud,
end da man som skolebarn, blev sendt ud hos en landmand for at
samle kartofler, til en dagløn af 5 kr. I det hele taget var
der, så tidlig på dagen, livlig aktivitet hos landmændene. Det
ser ud, som om der de fleste steder, var gjort klar til næste
års høst.
Efterårssnakken i
saunaen kom i gang ved, at et medlem oplyste, at da han i
dag kørte ind til svømmehallen, var han pludselig kommet i
efterårsstemning. Dette havde resulteret i, at han pludselig fik
lyst til at synge ”Nu falmer skoven”. Han, der for øvrigt er
medlem af et menighedsråd, og nok skulle være vidende om en
salmes længde, var kun kommet halvvejs gennem salmen, da han
nåede ind til svømmehallen. Dette resulterede i, at han måtte
køre en omvej, for at få de sidste 5 vers med.
Han var dog stadig i stand til at kunne synge med til
fødselsdagssangen for et medlem. |
Erik Kjærs fotosamling - fra Hobro Havn
|
Uge 37: Torsdag den 15. september 2016
Emne: seriøsitet
Hvordan seriøsitet kan komme ind
i de debatter og samtaler, der føres i saunaen, ja, det er der
måske nok enkelte, der vil sætte spørgsmål ved. Men ikke desto
mindre så kom seriøsitet faktisk ind og blev et væsentligt
bidrag til dagens emne.
Dagen startede ellers på det
normale samtaleniveau, altså om dagligdags emner som vejret og
alt sådant noget. Nu må der da nok standses lidt op ved et emne
som vejret, idet man i mands minde ikke har oplevet en
september, hvor temperaturen har været så højt som den er i
disse dage, hvor den sniger sig op i nærheden af de 30 grader,
ja det er tæt på, at det er en konkurrent til saunaen.
Men nu tilbage til den seriøse
del af dagens samtale, men det må dog lige her indskydes, at
ikke alle var på hjemmebane, under dette emne. Og hvad var så
emnet, jo, det var såmænd valg til menighedsråd. Her må nok også
lige for en sikkerheds skyld indføjes, at dette valg er her til
efteråret.
Man må vel lige indføje, at
betydningen af seriøsitet er oprigtighed, alvor eller
ansvarsfuldhed som kendetegner nogen eller noget, og
præsidenten, der foruden det ansvarsfulde job som præsident i
saunaklubben, også sidder som medlem i et menighedsråd, udtalte
”for ikke at ødelægge debatten opfordrer jeg til, at
seriøsiteten og nøjagtigheden sættes i højsæde”. Det medførte
selvfølgelig, at den efterfølgende debat foregik på et plan,
hvor der ikke blev lagt noget ind under gulvtæppet.
Et par medlemmer henvendte sig
til præsidenten for at få svar på, hvad i grunden
menighedsrådets arbejde bestod i. Den efterfølgende udredning
fra præsidenten forekom noget teknisk, og da han kom ind på
provstiudvalg og lignende udtryk, ja, da var det som om flere af
medlemmerne var stået af.
Nu skal må jo ikke tro et valg
til menighedsrådet er et valg, der ligner valg til folketinget.
For langt de fleste steder, er der tale om fredsvalg, og det vil
sige, at der kun er en liste, så de personer, der er der, er
valgt.
Om der kan indføres fredsvalg til
folketinget er nok tvivlsomt.
|
Erik Kjærs fotosamling - fra Aalborg
|
Uge 36: Torsdag den 8. september 2016
Emne: udholdenhed
Udholdenhed forbinder man
sædvanligvis med noget meget anstrengende eller ubehageligt,
noget som også er forbundet med et arbejde, der giver sved på
panden. Man ser det selvfølgelig også ved store sportsstævner,
og vi har jo lige her i sommer været vidne til stor udholdenhed
hos mange unge mennesker, der deltog i afholdelen af olympiaden.
Derfor er det også ganske
imponerende at se saunaklubbens medlemmer udviser stor
udholdenhed i svømmebassinet, allerede her fra sæsonens
begyndelse. Man kan næsten fristes til at tro, at det går lidt
ud over den sociale del, idet det er meget begrænset, hvor mange
der opholder sig i det, man vist godt kan betegne som ”snakkeenden”.
Det er nu ikke ualmindeligt at se, at flere medlemmer
gennemfører indtil flere banelængder, inden en velfortjent
pause.
Udholdenhed er ikke kun forbundet
med hårdt arbejde, og dette kom tydeligt frem i saunaen i dag.
Et medlem skulle på behørig vis fejres i forbindelse med hans
fødselsdag, og dette blev, som sædvanlig, også gjort, inden vi
gik i badet. Nu er det sådan, at med fødselsdage er der visse
traditioner, og en af traditionerne er, at medlemmet, der har
fødselsdag, også bliver fejret efter en anstrengende tur i
svømmebassinet, hvorfor indtil flere, ja mange, medlemmer i god
tid havde forladt svømmebassinet, for i ro og mag at kunne være
med til at fejre fødselaren. Og her er det så, at udholdenhed
kommer på en lidt anden opgave, idet fødselaren ikke lod sig
vise. Dette medførte selvfølgelig mange bemærkninger, og
efterhånden som tiden gik, var der flere medlemmer, der ikke
kunne holde til saunavarmen i så lang tid, så de så sig nødsaget
til at forlade lokalet. Men udholdenhed kom dog de fleste til
gode, for endelig dukkede fødselaren op, hvorefter han igen blev
fejret på behørig vis.
Det var en flok sveddryppende
saunagæster, der fik et velfortjent bad.
|
Torupstrand
Fra Erik Kjærs fotosamling
Aalborg
|
Uge 35: Torsdag den 1. september 2016
Emne: opstart
Når der tales om opstart til et
eller andet er det vel forbundet med, at der op startes på noget
nyt, eller der er opstart på noget igangværende. Her er så
selvfølgelig tale om opstart på noget igangværende, nemlig
saunaklubben, der nu har ligget stille i 5 måneder. Det er dog
dejligt at se, at næsten alle, der var med i sidste sæson, også
melder sig under fanerne igen.
Efter en sådan ligge pause, er
der selvfølgelig en hel del, der kan berettes om. Det var dog
begrænset, hvad der kom frem i saunaen, med det skyldes måske,
at man lige igen skal vænne sig til selve omgangstonen. Vi må
vel nok sige, at med det sommervejr, der har været, skulle der
da nok være noget at ”brokke” sig over, men det må retfærdigvis
siges, at der så godt som ingen ”brok” var over vejret. Ja, der
var endog flere, der mente, at sommervejret havde været ganske
udmærket, og et medlem kunne fryde sig over, at han og familien
ikke havde lejet et dyrt sommerhus beliggende ved Vesterhavet,
idet hele familien om sommeren var til sol og høje temperaturer
og ikke til blæst og regn.
Et medlem kunne berette at han og
familien i sommerens løb havde kørt en del rundt i bilen, idet
han mente det lidt mere behageligt end køre rundt på cykler.
Under en sådan biltur havde han været så uheldig at påkøre en
kat (dog ikke sort), der absolut skulle over vejen lige det
sted, hvor han kom kørende. Sammenstødet med katten havde været
så voldsomt, at katten var død på stedet. Nu stod han så der med
en død kat, og da han ikke er af den type, der er meget for at
bruge en skovl, skulle den døde kat så anbringes et andet sted.
Han besluttede at finde et egnet sted, hvor han kunne gemme
katten, hvorfor den blev anbragt i bilens bagagerum – her var
der så et medlem, der fremførte, at så blev katten da kørt i
rustvogn -. Denne bemærkning gav dog ikke anledning til
yderligere, og vort medlem kunne oplyse, at han fandt et egnet
sted, hvor katten blev stedt til hvile.
Nu håber vi så på en god sæson –
opstarten var helt ok.
|
Erik Kjærs fotosamling - her fra
Slettestrand og Svinkløv
|
Uge 13: Torsdag den 31. marts 2016
Emne: afslutning
Man skal nok være lidt forsigtigt
når man bruger ordet, afslutning, hvilket vi i saunaklubben
gjorde i torsdags, da det var sidste svømmedag i denne sæson.
Der var blevet indkaldt til en beskeden ”afslutningsfrokost”,
men ved nærmere gennemtænkning skulle man måske benytte sig af
ordet, midtvejsfest, idet saunaklubben sandelig ikke står foran
en afslutning. Nej, saunaklubben lever skam i bedste stil, og
det er kun nogle få måneder, hvor klubbens medlemmer kan kaste
sig over andre fritidssysler end svømning og saunaophold. At
saunaklubben tilsyneladende er kommet for at blive, er der
tydeligt tegn på, idet så godt som alle nuværende medlemmer har
tilmeldt sig igen til den kommende sæson, der begynder 1.
september.
Ved midtvejsfesten, eller for god
ordens skyld, afslutningsfrokosten, var der god tilslutning,
hvilken igen tyder på, at klubben udover svømning og
saunaophold, også har medlemmernes interesse for socialt samvær,
hvilket vil medføre, at der også fremover vil blive
arrangementer af socialt karakter. Indtil nu har der været
forskellige arrangementer. Vi har været en tur i Mariager, hvor
vi i Klosterkirken fik en grundig orientering af Vagn, ligesom
en byvandring i Mariager også var meget spændende. Der har også
været arrangeret tur til Klejtrup, hvor Knud levende fortalte om
byens fortid. Næste arrangement bliver nok en rundtur i Hobro,
men herom vil der komme nærmere.
Afslutningsfrokosten indeholdt
også, foruden mange pæne ord fra præsidenten, indslag fra to af
klubbens medlemmer, og i det ene indslag blev man godt
orienteret om, hvordan en fødselsdag i fordums tid kunne udarte
sig til, og i det andet indslag fik man en masse at tænke over.
Nu er der så en lille pause, men
pausen kan måske være medvirkende til at udvikle ideer og tanker
hos medlemmerne, så der i den kommende sæson kan bringes nye
tiltag.
Alle ønskes en rigtig god sommer,
og i nærmeste fremtid vil der tilgå skrivelse vedrørende den nye
sæson.
|
Erik Kjærs foto's fra Vorupør og Klitmøller
|
Uge 10: Torsdag den 10. marts 2016
Emne: dannelse
Dannelse er sådan set et lidt
mærkeligt begreb, der vel nok kan fortolkes på mange måder, og
det var da også et lidt mærkeligt emne at komme ind på i
saunaen, idet man umiddelbart forbinder medlemmerne, som
medlemmer, der har en god dannelse. Man bruger vel også mange
gange betegnelsen pli, da pli vel er dækkende for en korrekt og
høflig opførsel, der samtidig er dækkende for en god
situationsfornemmelse. Det var nok denne situationsfornemmelse,
der førte til selve diskussionen, idet et medlem kom til at
udtrykke over for et andet medlem, at nu huskede han vel, at han
i nærmeste fremtid havde fødselsdag. Det er nok en sådan
bemærkning, hvor der godt kan stilles det spørgsmål, om
spørgeren nu også havde den rigtige situationsfornemmelse, idet
den kommende fødselar jo var ganske klar over, at hans
fødselsdag var nært forestående. I dette tilfælde kan der nu nok
sættes spørgsmål ved, om spørgeren havde pli.
Det satte livlig gang i debatten,
og det var ganske interessant at høre alle de meninger, der var
om god opførsel. Noget som stort set alle havde bidt mærke i,
var den opførsel, der blev udvist af såvel unge som ældre,
nemlig det, at havde man først fået en mobiltelefon i hånden, så
var det næsten, som den var limet fast i hånden, og
tilsyneladende kunne man ikke føre en normal tilværelse, hvis
ikke man det meste af tiden havde øjenkontakt med mobilen.
Efterhånden skulle man tage sig meget i agt, når man bevægede
sig i gågaden, for langt de fleste medtrafikanter havde
opmærksomheden andre steder end at være en del af selve
gadelivet. Der er vist ingen tvivl om, at hvis man lavede en
analyse af det, som der gives over mobilen, ja, så vil det for
langt det meste være intetsigende oplysninger.
Det, som de fleste opfattede som
ikke god opførsel, var, når man var i selskab, hvor stort set de
fleste af gæsterne havde mobilen liggende lige ved siden af
spisebestikket, ja, man kunne godt få den fornemmelse, at skulle
der vælges, ja, så røg bestikket til fordel for mobilen.
Selv om man selvfølgelig ikke
skal fornægte de nye tider, kunne der måske stadig bruges lidt
af Emma Gads fortolkning af god opførsel.
|
Erik Kjærs fotosamling -fra Vorupør
|
Uge 9: Torsdag den 3. marts 2016
Emne: klædt på
Det at være klædt på kan have
mange betydninger. Umiddelbart er det nærliggende at forbinde
udtrykket med at være klædt godt på som en del af egne sikkerhed
her i vintertiden, ved at man iklæde sig fornuftigt tøj, der kan
modstå vinterkulden. Det er vel også et udtryk, som mange
bedsteforældre bruger, nå de skal vejlede børn og børnebørn, Har
I nu husket at få varmt og godt tøj på? Det er nu nok tvivlsomt,
om de hører efter.
Det er en form for benyttelse af
udtrykket, men det kan også have en helt anden betydning, idet
det bruges meget i forbindelse med, at nogle skal foretage et
eller andet. For eksempel hvis man følger lidt med i de
politiske debatter, så skinner det mange gange tydeligt frem,
hvem der er klædt bedst på, når der diskuteres på højt plan.
Ikke så sjældent hører man, efter en sådan diskussion, at han
eller hun ikke var klædt godt nok på, og her tænkes vist ikke
på, om de nu var iført sidste mode inden for tøj.
Når udtrykket i dag var til debat
i saunaen skyldes det udelukkende, at et agtværdigt medlem, der
var i fuld gang med afvaskning af kroppen, inden såvel sauna som
svømmebassin, til sin store overraskelse pludselig bemærkede, at
en forholdsvis ung kvinde stod og betragtede hans grundige
afvaskning. Der må her til medlemmets ros siges, at han tog
denne situation rolig og fattet, og på intet tidspunkt var der
panik at spore, ja, det kunne næsten fortolkes på den måde, at
han nærmest følte sig smigret. Der var dog ingen tvivl om, at
kvinden havde fejlfortolket indgangsdøren, idet hun gav udtryk
for, at hun da vist var gået forkert. Diskussionen i saunaen
efter episoden udviklede sig til, at man var lidt tvivlende, om
man havde fortolket det på samme måde, hvis et mandligt medlem
havde indfundet sig i kvindernes baderum.
Alt i alt må det vel siges om
vores medlem, der havde fuld kontrol over situationen, at han jo
sådan set ikke var klædt på, men nærmest det modsatte, idet han
var klædt af.
|
foto fra Erik Kjærs samling
fra Gl. Estrup
fra Hjerl Hede |
Uge 7: Torsdag den 25. februar 2016
Emne: forbigåelse
Det at blive forbigået i en eller
anden situation kan være meget vanskeligt at håndtere, og i
mange situationer ser man da også mennesker, der blive helt
nedbrudt, hvis de, måske med rette, har følt sig forbigået. Det
at blive forbigået ses måske mest i arbejdslivet, hvor en person
på arbejdspladsen i mange år har været en værdsat medarbejde,
der hos såvel ledelse, som blandt arbejdskammerater har været en
person, som alle har respekteret. Nu sker der så det, at der
skal ske ændring i ledelsesstrukturen, og her er det så, at
vores medarbejde, som et naturligt led, søger den nye stilling i
ledelsen. Han har måske fuld opbakning blandt sine
arbejdskammerater, og tilsyneladende er ansøgningen kun en
formalitet, men der sker så det helt uventede, at den pågældende
stilling bliver besat af en udefra søgende. Her er det så, at
vedkommende let kan føle sig forbigået, og det kan godt være
vanskeligt at komme sig over en sådan forbigåelse, men ved
nærmere eftertanke, kan man måske nok se, at det var en rigtig
disposition.
Hvorfor nu et emne som
forbigåelse til debat i saunaen, hvor alle medlemmer er
personer, der for længst har lagt arbejdsmarkedet bag sig, så
forbigåelse i den retning har ikke længere den helt store
interesse, nej, det var sådan set heller ikke et emne, der var
til debat, men emnet var alligevel ret tydeligt i forbindelse
med, at et medlem, der var lidt sent på den, kom ind i saunaen,
hvor præsidenten havde indtaget sin faste plads, på nederste
bænk. Da medlemmet indfandt sig, rakte præsidenten, på en høflig
måde, hånden frem for at hilse på ham, men her var det så, at
der skete en forbigåelse, idet medlemmet tilsyneladende helt
overså præsidenten, idet han først hilste på en anden i saunaen,
og her kunne det tydeligt ses, at præsidenten følte sig
forbigået.
Nu skal man jo ikke lægge for
meget i en sådan handling, for præsidenten kan være ganske rolig
da han kan regne med fuld opbakning blandet medlemmerne. Dog bar
handlingen lidt præg af, hvad der netop nu foregår i det
politiske liv, hvor en minister bliver siddende trods mistillid
til vedkommende.
|
Erik Kjærs fotosamling
|
Uge 6: Torsdag den 11. februar 2016
Emne: tilbud
Hvis ikke man har afbestilt
modtagelse af annoncer er det helt utroligt, hvad man modtager i
postkassen. En gang imellem undres man over, om det nu også kan
betale sig at udsende annoncer, der næsten er hele bøger. Nu
skal vi nok ikke have ondt af udgiverne, for der er nu nok ikke
tvivl om, at de har foretaget en ret omfattende markedsanalyse,
inden de kaster sig i lag med annoncering i millionklassen.
Hvordan nu emnet annoncering kom
i debat i saunaen skyldtes faktisk, at et medlem gav udtryk for,
at han havde set mange tilbud, vist nok på nettet. Nu fremgik
det ikke klart, hvad det var for tilbud, der var tale om, men
meget tydede på, at det ikke var normale tilbud om materielle
goder, som vel normalt er de tilbud, de fleste går efter. Man
fik heller ikke klarhed, ved at stille spørgsmål, der relaterede
til de eventuelle tilbud. Medlemmet forholdt sig noget tavs
vedrørende de tilbud, som han trods alt selv havde luftet.
Øvrige saunaklubmedlemmer havde måske nok den opfattelse, at de
diskuterede tilbud tilsyneladende var af den slags, man helst
ikke talte for meget om. Her skal dog indføjes, at det kan være
en opfattelse, der overhovedet ikke har noget på sig, men
tilbage bliver dog medlemmets tavshed om emnet. Medlemmet gav
dog udtryk for, at han havde mange tilbud, men hvad det var for
tilbud, blev der ikke skabt klarhed over. Denne udtalelse gav
dog nok anledning til, at det stadig stod noget uklart, hvilken
art tilbud, der havde været tale om.
For måske ikke at træde mere i
tilbuds emnet, mente et medlem, at vi måske kunne diskutere
emnet lommeuld. Nu blev der først forvirring i saunaen, for hvad
har lommeuld med det første emne at gøre, nej, intet. Man skal
måske passe på, hvis man har bolcher i lommen, at der ikke er
lommeuld på. Intet opstår af sig selv – undtagen lommeuld.
|
Erik Kjærs fotosamling
|
Uge 5: Torsdag den 4. februar 2016
Emne: forsagt
Måske foranlediget af sidste uges
debatemne løssluppenhed, var der i dag usædvanlig stille i
saunaen, og det var næsten ikke til få en debat i gang. Her må
dog også lige indskydes, at præsidenten nu var vendt tilbage fra
de varmere himmelstrøg, og alle forventede vel, at han kunne
bidrage med noget seriøst saunasnak, men uvist af hvilken grund,
var det også begrænset, hvad han kunne bidrage med. Hvorvidt han
havde været i områder, hvorfra noget kulturelt kunne berettes,
var lidt vanskeligt at blive klog på, for det, der stod
tydeligst og klarest for ham fra ferien, var to store fester,
hvor drikkevarer havde været en betydelig del af festen.
For ikke at medlemmerne skulle få
et lidt broget billede af præsidenten, kunne vicepræsidenten
oplyse, at han ad omveje havde hørt, at de omtalte fester, var
fester, hvor præsidenten dårligt kunne undslå sig i at deltage,
men havde været med, uanset om han helst ville have været fri
for at deltage. Nu må det vel her lige indskydes, at man vel
godt kan deltage, uden man absolut behøver at være den førende,
når der indtages alkoholiske drikke.
Et medlem følte nok anledning til
at komme ind på et andet emne, for han oplyste pludselig, at nu
var stæren kommet. Det skulle vel i sig selv give anledning til
megen snak, men det var som om denne oplysning ikke rigtig
rodfæstede sig hos medlemmerne. Nu skulle man jo tro, at
meddelelsen skulle have samme virkning, som når der på Grønland
kommer en meddelelse om, at sælen er kommet, så går det som en
løbeild rundt i hele byen, og folk strømmer til haven for at
være med, når nedslagtning skal finde sted. Sådan forløb
meddelelsen om stærens ankomst sig ikke i saunaen. Det var som
om denne vigtige meddelelse ikke rigtig trængte ind. Dog var der
et medlem der udtrykte det sådan ” ja det skulle jo ske på et
eller andet tidspunkt”
Meddelelsen må dog give anledning
til, at man nu kan se frem til, at foråret så småt er ved at
melde sin ankomst, men der er dog stadig et par måneder vi skal
igennem.
|
Erik Kjærs fotosamling - Moesgaard Museum -
juli 2015
|
Uge 4: Torsdag den 28. januar 2016
Emne: løssluppen
Stemningen i saunaen var noget
løssluppen, hvilket måske skyldes, at præsidenten ikke var til
stede, idet han for tiden foretrækker varmere himmelstrøg, og
med de billeder, som han har tilsendt vicepræsidenten tyder
meget på, at også han lever en noget løssluppen tilværelse i de
nye omgivelser. Nu har han jo nok også større muligheder i det
fremmede, hvor han vel næppe er så kendt, som han er her. Det
skal dog retfærdigvis tilføjes, at der ikke er tilgået
hjemlandet informationer om, at han har involveret sig i ting og
sager, hvor man måske kunne stille spørgsmålet, om han på værdig
vis har repræsenteret saunaklubben.
Nej, den løsslupne stemning
udmøntede sig i måske lidt vovede historier, og når først det er
begyndt i den retning, kan det godt være lidt vanskeligt at
komme tilbage til den normale stemning. Et medlem kunne således
berette, at han med et par venner havde været en tur i Paris, og
her var de blevet kontaktet af et par ”damer” – uvist af hvilken
grund - . Damerne var nok af den overbevisning, at de søgte
behageligt selskab, hvorefter de med stor opfindsomhed forsøgte
at vise dem vej. Vort medlems ven afslog dog, idet han henviste
til, at han havde mindst et halvt års forsømmelser på hjemmelige
fronter, som han først skulle have rettet op på.
Den løsslupne snak kom også over
i en form for mobning, og her kunne man således henvise til, at
der også på højere niveau foregår mobning og løssluppen snak. En
fremtrædende politiker, der for tiden beklæder en ret stor
international post, havde således for et par dage siden ”svinet
” andre politikere til på en måde, så man var helt på gadeplan,
hvorvidt ordsvadaen havde sin rigtighed, var i den forbindelse
ret underordnet.
Der blev stille forslag om,
hvorvidt saunaklubben skulle tilmelde sig en ny klub, der var
stiftet af en ret kendt sportsmand samt et kendt medlem af
kongehuset, og denne klub havde til formål, at gå aktivt ind,
hvis nogen skulle blive udsat for mobning, måske noget
præsidenten skulle tænke lidt over.
|
kulde i Hobro
|
Uge 3: Torsdag den 21. januar 2016
Emne: kulde
Kulde er et ord, der ret ofte
bliver benyttet, og ikke unaturligt særligt her om vinteren, og
når der tales om kulde, kan ordet sættes i forbindelse med mange
ting. Der tales for eksempel om, bidende kulde, isnende kulde,
sibirisk kulde, blæst og kulde, regn og kulde, varme og kulde,
sult og kulde, han rystede af kulde og tænderne klaprede i
munden på ham.
Det var også kendetegnende i
saunaen i dag, idet stort set alle, der kom ind, indledte
samtalen med at give udtryk for den kulde, der for tiden er, og
her skal det da lige tilføjes, at nattemperaturen flere steder
har været under minus 15 grader. Der kom da også en livlig
diskussion om, hvordan garderer man sig bedst, for at holde
kulden lidt på afstand. I omklædningsrummet gav det et ret godt
billede, idet tøjstativerne var fyldt op med tydeligt vintertøj,
ja, der var endog tegn på, at enkelte efterlevede barndommens
vinterbeklædning, nemlig de lange uldne underbukser. Nu skal det
ikke udlægges som noget negativet, nej, tværtimod så må det
siges at være at være en ganske fornuftig foranstaltning.
Noget meget negativet kan siges
om kulde, når det bliver brugt, hvor en person skal ”hænges” ud.
Det sker vel ret ofte på en arbejdsplads, hvor en medarbejder
møder en isende kulde fra øvrige medarbejdere – han eller hun
bliver frosset ud. Det må helt klart siges, at i saunaklubben
bliver ingen ”frosset ud”
Et medlem, der et stykke tid ikke
har kunnet deltage i svømning på grund af manglende badebukser,
havde nu fundet bukserne, der var fra en årgang, der ikke
længere er på markedet, så han var lykkelig over, at han igen
kunne være med i svømmehallen, og hans glæde over de fundne
bukser fejrede han på behørig vis. Der blev straks udfærdiget en
sang til ære for ham, og sangen lyder:
Karl Ove han er fiks og fin,
Han bliver ikke mer’ til grin.
Nu enden helt han dække kan,
I svømmehallens klare vand.
|
januar morgen 2016 over Hobro
|
Uge 2: Torsdag den 14. januar 2016
Emne: uheldig
Alle har det vel sådan, at der
godt kan være dage, hvor man er uheldig med næsten lige meget,
hvad man foretager sig. Det starter normalt umiddelbart efter,
at man er stået op og så fordeler det sig jævnt over resten af
dagen. Uheldene er selvfølgelig af varierende karakter, og det,
der for andre godt kan se ud som en bagatel, ja, det kan godt
for en selv være af stor betydning.
Saunaklubbens præsident havde for
nylig en sådan dag. Det startede med, at han stod ret tidlig op.
Dette er jo i sig selv ikke den store forbrydelse, men måske nok
noget ubetænksomt, idet undersøgelser har vist, at dagen så godt
kan blive en dag, hvor alt ikke former sig som det plejer.
Det gjorde det så heller ikke for
præsidenten. Efter veloverstået morgenmåltid vandrede han ud på
gårdspladsen, hvor han indåndede den friske luft. Da han lige
har været igennem em veloverstået øjenoperation, faldt hans
falkeblik på en åbentstående dør til garagen. Dette undrede ham
lidt, da han normalt er meget omhyggeligt med at få alt lukket
og låst inden han går til ro om aftenen. Umiddelbart efter kunne
han konstatere, at der havde været ubudne gæster, og det havde
haft til følge, at en motorsav, af ældre årgang, var forsvundet.
Senere på dagen skulle han til storbyen, men han var så oprevet
over episoden med motorsaven, at han fik parkeret et sted, der
tilsyneladende var forbeholdt andre, for han indkasserede en
parkeringsbøde. Han havde også samme dag været udsat for tredje
uheld, men dette kunne han ikke lige på stående fod huske, hvad
var.
Vores præsident har således været
udsat for en såkaldt Tycho Brahe dag, Men det må så retfærdigvis
tilføjes, at forsikringssummen antagelig helt ud er dækkende for
dagens samlede uheld.
Hvad kan man så lære af det – Ja,
læren må være, at man ikke skal stå for tidlig op.
|
en god begyndelse for af få overflødige
kilo væk
|
Uge 1: Torsdag den 7. januar 2016
Emne: nytårsproblemer
Efter en veloverstået jul og
nytår var medlemmerne mødt op med en positiv indstilling til, at
nu skulle der igen motioneres på højt plan, så eventuelle
overflødige kilo fra julens måske lidt for bastante
madindtagelse skulle fjernes. Ikke fordi, der umiddelbart var
tydelige synlige forandringer, men på snakken kunne det godt
høres, at der var flere, der mente, at de skulle have fjernet et
par kilo.
Efter denne snak, der på en eller
anden måde også handlede lidt om bacon, kom man ind på de store
problemer, som landbruget i øjeblikket havde i forbindelse med
svineproduktion. Efter snakken havde bølget lidt frem og
tilbage, var der et medlem, der stod helt uforstående over for,
at man dagligt kunne læse i avisen, at svineproducenter søgte om
udvidelse af bygninger, så de kunne producere endnu flere svin.
Han mente, ret forståeligt, at nar man skulle sende penge med
svinene, der blev sendt til slagteriet, ja, så lød det da ganske
idiotisk at øge produktionen.
Et medlem, der er stor producent
af juletræer, havde det problem, at han nu havde et parti
juletræer, som kunne udbydes til en meget fordelagtig pris. Han
agiterede for, at træerne, hvis de blev behandlet efter de nye
metoder, sagtens kunne bruges til næste jul, men han kunne dog
ikke give garanti for, at træerne i ventetiden måske kunne ændre
udseende, men under alle omstændigheder, kunne de bruges næste
jul.
Et medlem havde det problem, at
han, ved sidste svømning før jul, havde fået forbyttet sine
badebukser. At han i det hele taget fremførte problemet var, at
de bukser, som han havde fået med hjem, ikke var af samme gode
kvalitet, som dem, han havde fået forbyttet med. Der var dyb
tavshed i saunaen, og ingen ville umiddelbart tilkendegive en
forbytning, tværtimod kom mange useriøse forslag om, hvordan
forbytningen måske kunne være sket. Et medlem spurgte direkte,
om han have iværksat en undersøgelse hos damerne, idet det da
ikke kunne udelukkes, at han på en eller anden måde havde søgt
derind. Episoden giver anledning til at tænke nærmere over, at
korttids hukommelsen måske var ved at indsnige sig, idet et
ophold under bruseren på få minutter, kan være nok til at
glemsomheden indsniger sig.
|
|
|
|